Orkla laver 40 arbejdspladser i Skælskør
Til gengæld lukker Beauvais-fabrikken i Svinninge
Det er nogle af ingredienserne i en storstilet flytning af Beauvais-fabrikken i Svinninge til Bähncke i Skælskør, skriver Sjællandske medier.
Ejeren af begge fabrikker, Orkla Foods Danmark, mener, at en sammenlægning kan give »væsentlige synergi-effekter«. Flytningen medfører cirka 40 nye medarbejdere i Skælskør, og Orkla håber, at medarbejderne fra Svinninge vil følge med.
- Vi er naturligvis klar over, at dette medfører en væsentlig ændring for medarbejderne, men vi håber, at så mange som muligt har lyst til at flytte med, siger administrerende direktør Tino Bendix. til Sjællandske Medier.
Han glæder sig over, at arbejdspladserne bliver holdt inden for landets grænser. Der er i forvejen cirka 100 medarbejdere på fabrikken i Skælskør.
For to år siden kom meldingen om, at omkring halvdelen af medarbejderne hos det daværende Beauvais Foods i Svinninge ville blive fyret i løbet af 2013, fordi produktionen af survarer og færdigretter blev flyttet til henholdsvis Sverige og Østrig. Og nu er den resterende produktion altså på vej til Skælskør.