Kolonimagter kaprer eksport for næsen af Danmark
Tidligere kolonimagter sidder på eksporten til Afrika, viser ny rapport fra L&F
Det viser en ny rapport fra Landbrug & Fødevarer, hvor den danske fødevareklynge ligger langt under de tidligere kolonimagter med en Afrikaeksport på 2,3 milliarder kroner, hvilket blot udgør 1,4 procent af klyngens samlede eksport.
- Danmark er bagud, og det skyldes blandt andet, at der er nogle kulturelle og diplomatiske bånd, som har en betydning. De danske virksomheder har fokuseret på andre markeder som for eksempel Kina og Mellemøsten samt nærmarkederne, der fortsat aftager en stor del af vores eksport, forklarer Thomas Søby, cheføkonom i Landbrug & Fødevarer, til Foodculture.dk.
- Jeg mener ikke, at virksomhederne har sovet i timen, og at det er derfor, vi halter bagud i Afrika. Mulighederne har bare været større andre steder, og så er det naturligt, at virksomhederne har fokuseret deres kræfter der indtil nu, tilføjer han.
- God prioritering
Ifølge Henning Otte Hansen, der er seniorrådgiver på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet, har de danske virksomheder dog prioriteret rigtigt, når de indtil nu er gået uden om Afrika:
- Dansk fødevareindustri har i større grad haft fokus på eksport af blandt andet fjerkræ- og mælkeprodukter til Mellemøsten samt svinekød til Japan, og derfor har der af gode grunde ikke været så meget opmærksomhed på Afrika. Alt i alt mener jeg, at det har været en god prioritering, siger han til Foodculture.dk.
Henning Otte Hansen øjner dog begyndende muligheder i Afrika, men han understreger, at der er store forskelle på de afrikanske lande.
Virksomheden Skov har lige nu 1.100-1.200 fjerkræhuse i drift i Sydafrika og har også succes i store dele af Nordafrika. I takt med at købekraften og den nye middelklasse vokser, øjner direktør Jørgen Yde Jensen nye muligheder på en række nye markeder som Namibia og Nigeria. Han er derfor ikke i tvivl om, at der også er potentiale for andre virksomheder end Skov i den danske fødevareklynge i Afrika, siger han til Foodculture.dk:
Danmark skal være klar
Landbrug & Fødevarers Thomas Søby ser også et voksende potentiale i Afrika for eksport fra fødevareklyngen, selv om det endnu kun er få danske virksomheder, der er lykkedes med at satse på markeder i Afrika:
- Vi skal ikke indhente de tidligere kolonimagter som Frankrig, Holland og Portugal, men vi skal være klar, når der opstår et ’window of opportunity’. Den voksende interesse for Afrika kommer nu, fordi vi kan se, at Afrika om 10, 20 eller 30 år ude i fremtiden bliver rigtig interessant, og så er det vigtigt, at vi begynder at dyrke relationerne i god tid, siger Thomas Søby.