Bornholmsk mad indtager Rådhuspladsen
Ø-lækkerier fylder godt op i hovedstaden næste lørdag
Der bliver tale om 55 stande på Rådhuspladsen, med alt fra gourmetoplevelser, bornholmsk øl og lokale råvarer til musikalsk underholdning og information om aktiviteter på Bornholm.
Særligt smagen af Bornholm er i fokus, og det vil blandt andet være muligt at teste sig gennem smagsprøver fra Kadeau, hvis restaurant i København er belønnet med en Michelin-stjerne. Pendanten på Bornholm er repræsenteret i den nyeste udgave af White Guide, som lister Danmarks bedste restauranter
Blandt de mange andre madmuligheder er Svaneke Brød, Christiansøpigens Sild, drikkevarer fra Bornholms Mosteri , sennep fra Lehnsgaard og havtornmarmelade fra Høstet.
Ifølge manden bag arrangementet, den bornholmske kok Mikkel Marschall, er formålet med dagen at åbne københavnernes øjne for, hvad Bornholm kan - og ikke mindst, hvad øen har udviklet sig til i de senere år.
- Sol og klipper giver kvalitet
- På fødevareområdet er Bornholm begavet af de mange solskinstimer og klipperne, der holder på varmen. begge dele giver optimale vækstbetingelser for en lang række afgrøder og er en del af forklaringen på, at der kommer så mange produkter af høj kvalitet ud af øen, siger Mikkel Marschall. Han er indehaver af virksomheden Marschall Food Events og arrangør af den store kokkekonkurrence Sol over Gudhjem.
Nu glæder han sig til at vise noget af det bedste fra Bornholm frem på Rådhuspladsen.
- Det svære er at få leveret, sat op og så videre på den plads i Danmark, der er mest trafikeret af mennesker. Det bliver en sjov udfordring, siger han til Food Supply.
Festlighederne på Rådhuspladsen får musikalsk underholdning af Alberte Winding og DJ Pelle Peter Jensen. Der kommer også noget til lattermusklerne i form af Rasmus Botoft, den ene halvdel af Rytteriet.
Desuden kan deltagerne stifte bekendtskab med diverse bornholmske turismeaktører og uddannelsesinstitutioner.