Mette Munk skifter til fritgående høns
Millioner af æg til kager og tærter kommer nu med bedre dyrevelfærd
- Vi er hos Mette Munk meget stolte af at kunne fortælle, at vi fra 1. maj kun benytter æg fra fritgående høns i vores produktion, lyder meldingen.
- Fritgående høns har et meget bedre og mere naturligt liv end de høns, der lægger skrabeæg. Fritgående høns har adgang til store udendørsarealer på minimum fire kvadratmeter pr. høne. Indenfor har de både reder og siddepinde, og minimum en tredjedel af gulvet er dækket af sand, halm eller anden strøelse, konstaterer Mette Munks marketing manager, Helle Olander.
- Vi gik for nogle år siden fra at bruge buræg over til at bruge skrabeæg. Og nu går vi altså hele vejen, siger hun til Food Supply.
400 tons æg om året
- Det sidste skridt vil vel være at bruge økologiske æg, men det er der ikke tale om?
- Nej, det er ikke økologiske æg. Som det er nu, kan vi ikke få alle vores nøgleingredienser i en god, økologisk kvalitet, men jeg vil ikke afvise, at vi kunne skifte til økologisk produktion i fremtiden. Vi ser skiftet til æg fra fritgående høns som et skridt på en konstant rejse. Det drejer sig om rigtig store mængder - vi brugte over 400 tons æg sidste år, nævner Helle Olander.
Mette Munk er den seneste i en række af virksomheder, der har skiftet til at bruge æg med bedre dyrevelfærd. Tidligere har blandt andre Sv. Michelsen, Lagkagehuset, Magasin, Løgismose, Meyers Svansø, Irma, Hellmann’s, og Summerbird droppet æg fra burhøns.