Danske fødevarevirksomheder på plads i Shanghai
Syv danske økologiske fødevarevirksomheder deltager på Aisiens største økologimesse ”BioFach China”, der afholdes i Kina i perioden 28.-30. maj 2015.
Og det er ikke uden grund, at det sker i Shanghai, der med 24 mio. indbyggere er en af verdens allerstørste byer. Shanghai er samtidig kendt for at være Kinas mest moderne by og med den hurtigste udvikling i hele Asien – således siges det, at en tredjedel af verdens byggekraner arbejder i Shanghai.
Øko-vækst på 15-20%
Selv om økologien i Kina er i sin spæde vorden efter danske forhold, så blev der alligevel solgt økologiske fødevarer for omkring 30-35 mia. kr. i 2013 ifølge det kinesiske landbrugsministerium, kaldet CNCA. Det svarer til at økologien udgjorde 0,4% af det samlede salg i Kina, hvor den tilsvarende andel er 7,6% i Danmark. Selvom der er plads til udvikling i økologisalget, så har der været vækstrater på 15-20% i de seneste år, og det forventer CNCA vil fortsætte i de kommende år.
Det forventes, at den økologiske markedsandel vil være fordoblet til omkring 1% i år 2020, hvilket i givet fald vil svare til en omsætning på 80-90 mia. kr. Denne forventning er oven i købet konservativ, da det er hensigten at promovering af økologi og økologisk landbrug skal indgå i den kommende 5-årsplan i Kina.
Det er derfor ikke uden grund, at økologiske virksomheder fra især Europa har fokus på at opnå tilladelse til at eksportere til Kina.
Øko-tilladelse til Kina er besværlig
For at blive godkendt til at eksportere økologiske fødevarer til Kina skal virksomheden og dens råvareleverandører (øko-landmænd) opfylde og certificeres/kontrolleres efter de kinesiske økologiregler. Det betyder i praksis, at de kinesiske kontrolmyndigheder årligt skal til Danmark for fysisk at kontrollere, at virksomheden og landmanden opfylder de kinesiske økologiregler. Det er ikke tilstrækkeligt, at de danske/EU-økologiregler overholdes.
Det er en administrativ tung og dyr proces at opnå eksporttilladelsen til Kina, og Landbrug & Fødevarer samarbejder derfor med Fødevareministeriet og Udenrigsministeriet om at bearbejde de kinesiske myndigheder med det formål, at certificering og kontrol fremover skal kunne udføres af danske myndigheder. Det vil i givet fald være en betydelig lettelse for de danske virksomheder.
6 danske virksomheder Kina-godkendt
Den seneste statistik fra CNCA viser, at der i februar 2014 var 51 udenlandske virksomheder godkendte til at sælge økologiske fødevarer i Kina - heraf var 34 fra Europa, 9 fra Australien og NZ samt 2 fra USA. De europæiske virksomheder kommer primært fra Italien, Spanien og Danmark.
Arla Foods var den første danske virksomhed, der primo 2013 blev godkendt til at eksportere til Kina, men efterfølgende er både slagteriet Friland, Thise Mejeri og Them Andelsmejeri ligeledes blevet godkendt. Derudover er to andre virksomheder fortsat i proces med at opnå den kinesiske økologigodkendelse.
Det kinesiske marked er umiddelbart ikke et let marked at agere i – både pga. af logistik, sprog og kulturforskelle – så selv når danske virksomheder opnår den kinesiske økologigodkendelse, vil det tage tid for alvor at komme i gang med eksporten. Det viser også den hidtidige erfaring. De seneste handelstal viser, at Danmark i 2013 eksporterede økologiske fødevarer for 87 mio. kr., hovedsageligt mejeriprodukter som langtidsholdbart mælk (UHT) og modermælkserstatning og derudover lidt svinekød. Kina importerer hovedsageligt animalske fødevarer, som landet ikke selv kan producere i tilstrækkelig grad.