Global Gateway til en fødevareekspert
Eksportrådet og Danish Food Cluster giver den danske fødevareklynge mulighed for at stå ansigt til ansigt med en eksportekspert.
Sammen arrangerer Eksportrådet og Danish Food Cluster 9. juni den store konference ”Global Gateway to Food Export 2015”, hvor virksomhederne ikke bare vil få inspiration til innovation og eksport, men også får individuelle 1-til-1 møder med de deltagende sektoransvarlige eksportrådgivere fra de rekordmange repræsenterede eksportmarkeder.
- Fødevareklyngen får herved en helt unik mulighed for på en enkelt eftermiddag at afstemme eksportstrategier med faktiske markedsmuligheder og regelværk på en lang række markeder i 1-til-1 samtaler med Udenrigstjenestens sektoreksperter i de pågældende lande, siger ministerråd Claus Hermansen, global teamleder for Udenrigsministeriets fødevareteam.
For Danish Food Cluster, der har som mål at styrke fødevareinnovation og synliggøre den danske fødevareklynge, er dagen også en mulighed for at vise bredden i fødevareklyngen.
- Et tæt samarbejde med Eksportrådet giver ikke bare fødevarevirksomheder direkte adgang til de vigtigste markeder. Eksportrådet er også med til at skabe synlighed om den danske fødevareklynge i hele verden, siger CEO Lone Ryg Olsen.
Om Global Gateway to Export
Afholdes for andet år i træk på Koldkærgård i Skejby ved Aarhus af Danish Food Cluster og Eksportrådet i partnerskab med Dansk Industri Fødevarer, Landbrug & Fødevarer, Eksportforeningen og Væksthus Midtjylland.
Man kan tilmelde sig eventen på Danish Food Clusters hjemmeside.