23948sdkhjf

50 procent udenlandske slagteriarbejdere i Horsens

Det kniber med interessen blandt danske arbejdsløse.
Næsten halvdelen af slagteriarbejderne på Danish Crown i Horsens er udlændinge. Og der er kommet flere af dem under finanskrisen, skriver DR Østjylland på sin hjemmeside.

Ifølge Danish Crowns pressechef, Jens Hansen, får slagteriet mange uopfordrede ansøgninger.

- For mange østeuropæere og tyskere er det attraktivt at arbejde i den danske slagteribranche på grund af, at når man kan være på akkord, kan man tjene mellem 180 og 200 kroner i timen, siger han til DR Østjylland.

Danish Crowns slagteri i Horsens har 1.700 ansatte og er kommunens største private arbejdsplads. Det er også et af Europas mest moderne slagterier, men det kniber med interessen blandt danske arbejdsløse.

- Hvis man ser 30 til 40 år tilbage, så var det dengang klart mere attraktivt af arbejde på et slagteri for danskere, end det er i dag, siger Jens Hansen.

- Nem løsning
Formanden for Fødevareforbundet NNF i Østjylland, Keld Nielsen, siger til DR Østjylland, at det er en nem løsning for Danish Crown at ansætte polakker.

- Gennem de senere år har man været i stand til at få fat i rutinerede slagteriarbejdere - polske slagteriarbejdere, som har arbejdet andre steder, og som så også kommer til Danmark. Det er noget lettere at tage folk ind, som rent faktisk kan gå ind og tjene deres løn med det samme, siger Keld Nielsen.

Selv om en slagteriarbejder kan tjene omkring 30.000 kroner om måneden, kan Keld Nielsen godt forstå, at der er nogen, som ikke vil søge ind.

- Man skal have en høj grad af rutine og være dygtig til at bruge sine hænder og knive for at tjene lønnen, siger han.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126