23948sdkhjf

Grovvarefusioner er nu godkendt

Tilsagn fra Danish Agro har tilfredsstillet Konkurrencestyrelsen
Danish Agro har i dag fået godkendt to fusioner på grovvareområdet, hvor Konkurrencerådet oprindeligt vurderede, at der kunne være konkurrencemæssige problemer. I begge tilfælde har Danish Agro givet tilsagn, der har fjernet rådets betænkeligheder.

Dermed er vejen banet for, at Danish Agro overtager Dan Agro, der ejer grovvareselskabet Hedegaard Agro, samt DLA Agro, der køber ind for en række danske og nordeuropæiske grovvareselskaber.

- Det gavner landmændene og i sidste ende forbrugerne. Fusionen med Dan Agro betyder, at der forsvinder en selvstændig aktør fra fjerkræfodermarkedet, der i forvejen er kendetegnet ved få, store spillere. Men frasalget af to foderfabrikker og de øvrige tilsagn åbner for, at andre konkurrerende grovvareselskaber kan træde ind på markedet, siger direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Agnete Gersing.

- Danish Agros tilsagn giver konkurrerende grovvareselskaber muligheder for at indkøbe foderråvarer på samme vilkår som Danish Agro. Tilsagnene forhindrer også, at Danish Agro får adgang til fortrolig viden om konkurrenternes indkøb, tilføjer hun.

13 bindende tilsagn

Danish Agro har i alt afgivet 13 bindende tilsagn for at opnå Konkurrencerådets godkendelse af de to fusioner. Rådet vurderer, at Danish Agros tilsagn samlet set eliminerer de konkurrencemæssige problemer ved fusionerne.

Formålet med tilsagnene er at give andre grovvareselskaber forskellige muligheder for at indtræde på fjerkræfodermarkedet. Blandt andet forpligter Danish Agro sig til at frasælge to foderfabrikker, der begge er godkendt til produktion af fjerkræfoder, til Hornsyld Købmandsgaard og Mollerup Mølle pr. dags dato.

Tilsagnene giver desuden andre grovvareselskaber adgang til indkøb af foderråvarer, planteværn og gødning på samme vilkår som Danish Agro. Herudover sikrer de, at Danish Agro ikke har adgang til fortrolig viden om konkurrenternes indkøb.

Danish Agro og Dan Agro er begge aktive inden for blandt andet produktion og salg af færdigfoder til svin, kvæg og fjerkræ samt salg af gødning, planteværn, såsæd, premix, foderfedt og foderråvarer til landbruget.

Danish Agro besidder inden fusionen mere end 50 procent af aktierne i Dan Agro, men har på grund af et stemmeloft i selskabets vedtægter ikke haft kontrol over Dan Agro. Stemmeloftet ophæves som følge af fusionen.

DLA Agro indkøber foderråvarer, gødning, planteværn samt ensilerings- og høstprodukter for en række danske og nordeuropæiske grovvareselskaber, heriblandt Danish Agro.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109