23948sdkhjf

Scagro-salgschef fik lukrativ idé på messe

Ingrediensleverandøren satser nu på masser af økologiske bær og frugter
- Det var rent tilfældigt, at jeg fandt dem. Jeg mødte dem simpelthen på en messe, fortæller salgschef Kenneth Guldhammer fra ingrediensleverandøren Scagro om firmaets nye, store handelspartner.

Navnet på leverandøren ønsker han af forretningsmæssige årsager ikke at oplyse - kun at der er tale om en europæisk producent af økologiske, frysetørrede frugter og bær. Og efter det første møde på messen er Scagro nu i fuld gang med at rulle et nyt sortiment ud på det danske marked, hvor der ifølge salgschefen har vist sig at være rigtig god efterspørgsel.

Ikke kun på traditionelle bær som blåbær, solbær, hindbær og jordbær, men også på rabarber, mango, fersken, passionsfrugt og ananas - altsammen udelukkende i økologiske udgaver.

Scagro har hidtil i høj grad koncentreret sig om at sælge lakridspulver til konfekturekunder, og det er ikke mindst dér, de tørrede frugter og bær nu finder aftagere. Produkterne bliver leveret i både pulver, granulat og hele/mindre stykker.

Nye slutprodukter

- De mange muligheder gør det muligt for os at gå nye veje. Når jeg sidder og udvikler nye ideer med kunderne, har jeg jo typisk prøver med, og jeg kender lidt til, hvilke smage man kan sætte sammen. Mange gange fører det til et spørgsmål, der trækker i en helt anden retning, og når man sidder og snakker på den måde, så sker tingene lige pludselig, og der kan komme nye slutprodukter, siger Kenneth Guldhammer til Food Supply.

- For eksempel fungerer syrerne i blåbær, solbær og hindbær rigtig godt sammen med lakridsen, tilføjer han.

Salgschefen er ikke i tvivl om, at det er det økologiske koncept, der er med til at give de nye muligheder vind i sejlene.

- Økologi er jo med til at løfte kvaliteten, og vi har allerede fået en masse nye kunder, som mener, at vi har set lyset, siger Kenneth Guldhammer.

Han tilføjer, at det også spiller ind på succesen, at den hemmelige producent kan levere i næsten enhver tænkelig mængde og granulatstørrelse, og at produkterne ikke klistrer sammen.

Scagro havde i 2014 et bruttoresultat på 5,9 millioner kroner og et overskud før skat på 1,9 million.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078