Pizza Hut tæt på dansk comeback
Potentiel franchisetager vil åbne Pizza Hut Express-afdelinger flere steder i landet
Pizza Hut meddelte før sommerferien, at man søger danske franchisetagere til sin nye satsning Pizza Hut Express. Og det har kastet interesse af sig, oplyser Toke Allentoft fra Chain Index, som står for rekrutteringen af franchisetagere, til nyhedsportalen.
Han har kontakt til en såkaldt multifranchisetager, der med en investorgruppe i ryggen er interesseret i at åbne adskillige Pizza Hut Express-afdelinger rundt om i landet.
- Over hele landet
- Et af kravene fra Pizza Hut er netop, at franchisetagere skal være friske på at åbne mere end én butik. Og denne multifranchisetager ønsker at åbne Pizza Huts over hele landet, siger Toke Allentoft, som tror, at den første Pizza Hut Express åbner før nytår.
Pizza Hut åbnede sin første restaurant i Danmark i 1994, men trak sig ud 15 år senere på grund af for få kunder. På sit højeste havde Pizza Hut fem restauranter i Danmark.
Denne gang er der imidlertid tale om et anderledes Express-koncept med nyt design og en ny menu - og med pizzaer, der bliver lavet på under et minut.