Lantmännen byder på Hedegaard
Det børsnoterede grovvareselskab Hedegaard bliver sandsynligvis svensk. Koncernen Lantmännen ejer i dag 29 procent af Hedegaard og ønsker nu at overtage aktiemajoriteten.
Lantmännens tilbud er betinget af, at ejerandelen forøges til mindst 51 procent og at Konkurrencestyrelsen godkender købet. Lantmännen har allerede indgået en aftale med brødrene Ewers A/S, som ejer 5,5 procent af aktierne i Hedegaard A/S.
Lantmännen er en økonomisk forening ejet af 42.000 svenske landmænd. Koncernen har cirka 13.000 ansatte og havde i 2007 en omsætning
på knap 36 mia. svenske kr.
Hedegaard-koncernen omsatte i 2007 for knap 2 mia. kr. og landede med et overskud på 2,1 mio. kr. mod tidligere 46,7 mio. kr. Det markante fald på bundlinjen skyldes stærkt stigende råvarepriser kombineret med indgåede fastpriskontrakter.