Food Festival med nyheder og kendte navne
Festivalchefen glæder sig mest til DM i Hotdog
Festivalen har fokus på den nordiske madkultur, og ud over at smage på et overflødighedshorn af mad fra det nordiske køkken kan gæsterne møde en lang række avlere, kokke, producenter og andre madglade mennesker.
Blandt andet kan man opleve tv-værten og madskoleejeren Timm Vladimir holde cook-off mellem stjernekokkene Thomas Rode Andersen og Gorm Wisweh, man kan tage på fouragerings-tur med englænderne fra BBC-kultprogrammet River Cottage, og man kan på festivalens sidste dag overvære DM i hotdog, der plejer at være en stor publikumsfavorit.
Lav mad med Brødrene Price
Lørdag er der besøg af Brødrene Price, som optager et tv-program på festivalen. I dagene op til kan man via Food Festivals Facebook-side vinde muligheden for at lave mad sammen med brødrene ved festivalens absolut største scene, Kokkescenen.
- Vi finder 75 vindere, som på samme tid laver mad med Brødrene Price, så der bliver virkelig tale om et stort køkken, konstaterer festivalchef Anna Lund.
Workshops, madkurser, madspildsdebat og sejlture er også en del af det hele, og som noget nyt bliver der denne gang et univers med titlen "Det kolde nord". Her får de danske udstillere selskab af udstillere fra både Grønland, Norge, Island og Sverige. og der bliver budt på blandt andet sælkød.
Flere små scener
Kokkescenen er Food Festivals svar på Roskilde Festivals Orange Scene. Som en anden nyhed er hele fem andre scener spredt ud over Tangkrogen.
- Antallet af workshops er nærmest eksploderet, og vi vil gerne give alle mulighed for at komme helt tæt på også de helt små producenter. Det kan lade sig gøre med de små scener, hvor måske 30-40 mennesker kan få en god oplevelse, siger Anna Lund til Food Supply.
I alt er knap 200 stande/udstillere tilmeldt festivalen, og sammen med de øvrige indslag kommer antallet af aktører ifølge festivalchefen op på langt over 250.
Hvad glæder du dig mest til?
- Jeg glæder mig allermest til DM i Hotdog - det bliver et brag af en fest. Det er jo en venskabelig dyst mellem topkokke, men de går virkelig op i det. Og så er DM i Hotdog også noget af det, der allerbedst forklarer, hvad vi vil med Food Festival: Hjælpe folk med at lave bedre smagsoplevelser helt enkelt, svarer Anna Lund.
Food Festival arrangeres af Food Organisation of Denmark i samarbejde med blandt andre Aarhus Festuge.