89.290 æg fik forlænget holdbarheden
Nordic Egg mistænker konkurrenter for at have tippet avis
Ifølge loven er holdbarheden på æg fire uger. Alligevel havde pakkeriet givet 8-11 dages ekstra holdbarhed og skrevet henholdsvis 3., 4. og 6. juli på de mange æggebakker.
Fødevarestyrelsens Rejsehold opdagede sagen under et besøg i juni, oplyser tilsynsførende Line Jensen.
- Vi bliver tippet, efter at en ansat under den almindelige kontrol har bedt os komme forbi og grave et spadestik dybere. Og her opdager vi, at en del æg har fået længere holdbarhed, end de må, siger hun til avisen.
Bøde på 10.000 kroner
Nordic Egg fik en bøde på 10.000 kroner. Det samme fik Mariagården, der pakker æg som underleverandør til Nordic Egg.
Nordic Eggs direktør, Allan Werner, beskylder først sine konkurrenter i æggebranchen, Danæg og Hedegaard, for at have tippet Metroxpress om sagen.
- Men hør nu her: De her æg har aldrig været ude hos forbrugeren og har udelukkende stået på et lager hos os. Vi havde ikke fanget den forkerte mærkning i egenkontrollen, før Fødevarestyrelsen kom på besøg, siger Allan Werner, der endnu ikke har taget stilling til, om han vil klage over bøden.
Nordic Egg leverer næsten udelukkende æg til restauranter, kantiner og catering.