Fakta klar med kød til singler
Mindre portioner skal være med til at mindske madspild
For en måned siden indførte Rema 1000 en stribe brødprodukter i mindre poser, og nu melder Fakta sig med singlestørrelser på kødfronten.
”Middag for én” er navnet på en ny serie, der foreløbig består af otte forskellige slags kød, fra kyllingefilet til hakkebøffer. Prisen er den samme for alle varianter: 15 kroner.
- Jeg har talt med kunderne i Fakta, og et af de ønsker, der er gået igen, har været ønsket om kød i mindre portioner.
Samtidig vil vi også gerne forstærke vores indsats mod madspild, og her tror vi, at muligheden for at kunne købe mindre pakker, er et stærkt våben, siger kædedirektør Niels Karstensen, Fakta.
Spildet reduceret med 21 procent
Selina Juul, stifter af Danmarks største frivillige organisation mod madspild, Stop Spild af Mad, glæder sig over initiativerne:
- I Danmark er singler og enlige et voksende og købestærkt segment – og det er positivt at se, at flere supermarkeder er begyndt at tilpasse deres tilbud og portionsstørrelser til singler og enlige, siger Selina Juul, som oplyser, at der i gennemsnit smides 98 kilo mad ud i en single-husstand.
Hidtil har Faktas indsats mod madspild handlet om at reducere den mængde varer, butikkerne selv kasserer. Her indledte kæden en målrettet indsats i 2013. Rabat på varer, der er ved at nå udløbsdatoen, systematisk registrering af kassationer samt ændringer af interne procedurer har været nogle af midlerne.
Resultatet er, at i 2014 blev madspildet reduceret med hele 21 procent i forhold til året før. Den positive udvikling er fortsat i 1. halvår af 2015 og for hele året forventes det, at kassationerne bliver endnu mindre end i 2014, oplyser Fakta. Langt den største andel, som kasseres, er fødevarer som kød, brød og frugt og grønt.
Det meste madspild foregår dog ikke i butikkerne, men hjemme hos forbrugeren.