DK-Foods ud med jubelregnskab
Overskuddet voksede med over 12 millioner kroner
Resultatet for 2014/15 blev et rekordoverskud på over 31 millioner kroner. Året før endte med et plus på godt 19 millioner, hvilket også var rekord.
Endnu bedre næste år
Og går det, som ledelsen forventer, er der udsigt til endnu en ny rekord næste år ved samme tid: "Der forventes en stigende aktivitet og indtjening for det kommende regnskabsår", hedder det således i bemærkningerne til regnskabet.
DK-Foods er da også godt gearet til yderligere vækst. Virksomheden i Midtjylland er således i gang med at udvide med et nyt, 4.000 kvadratmeter stort byggeri med både tørring, pakning og lagerfaciliteter. Det giver plads til op imod en fordobling af produktionen, som i forvejen er på 180.000 kilo pepperoni om ugen - nok til 234 millioner pizzaer om året.