Aalborg bliver vært for DM i Skills
Da byen senest var vært i 2014, kom der 42.000 besøgende.
Skills Denmark har anmodet Aalborg om at blive værtsby i 2017, og det takkede magistraten ja til på mandagens møde. Ved samme lejlighed bevilgede magistraten 600.000 kr. i tilskud til arrangementet.
Aalborg var så sent som sidste år vært for det store arrangement, der er det årlige Danmarksmesterskab for unge på erhvervsuddannelser. Da Gigantium husede arrangementet i 2014 var 48 fag repræsenteret, og 42.000 besøgende kiggede forbi.
- Skills var med til at sætte et helt fantastisk fokus i forhold til erhvervsuddannelserne, og det at vi fik Skills sidste gang, har gjort, at endnu flere har søgt ind på erhvervsuddannelserne, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen.
Det var ellers meningen, at Roskilde skulle være vært i 2017, men det blev ikke til noget. I forvejen havde Aalborg lagt billet ind på arrangementet i 2019.