23948sdkhjf

Fødevarefestival vender tilbage til Gl. Estrup

Ægtepar er igen klar med smagsoplevelser i påsken
Sidste år havde ægteparret bag en stribe danske fødevarefestivaler, Sisse Hansen og Jimi Kristensen, stor succes med arrangementet på Dansk Landbrugsmuseum på Djursland, og nu er de ved at være klar til en gentagelse: Søndag og mandag i påsken, 27.-28. marts, slår de igen dørene op til Gl. Estrup Fødevarefestival, denne gang med 49 udstillere.

- Det har bare været en sand fornøjelse for os at kontakte udstillerne fra sidste år, da mange af dem havde et rigtigt godt salg på festivalen i fjor. Det betyder, at der er rigtig mange gengangere på udstillerlisten, men der er også blevet plads til en række nye producenter, fortæller Jimi Kristensen, som sammen med Sisse Hansen har fokus på mindre producenter af kvalitetsfødevarer.

- Fin tendens

- Der er en rigtig fin tendens i Danmark i øjeblikket, hvor der er ekstremt stort fokus på lokalt producerede fødevarer. Vores gæster søger viden hos producenterne. I dag er det ikke nok at kunne fremvise et økologisk Ø – gæsterne ønsker at vide, hvordan dyrene har haft det, hvor de er slagtet, hvilken type foder der bruges og så videre, tilføjer arrangøren.

I festivalens historiske køkken bliver der mulighed for at prøve kræfter med nogle af påskens klassikere. Her kan man ud fra historiske opskrifter lave skidne æg eller nikålssuppe. Der er fyret op i brændekomfuret, og efter det hårde arbejde kan man velfortjent nyde sit historiske måltid.

- Der er faktisk en del sjove aktiviteter for hele familien. Man kan blandt andet besøge børnenes gård, tage en tur i hestevogn eller komme ud at klappe nogle af de mange forskellige husdyrracer, som findes på landbrugsmuseet, fortæller Jimi Kristensen, der har store forventninger til Gl. Estrup Fødevarefestival.

Klar strategi

- Vi har en klar strategi i forhold til at holde fødevarefestival på Djursland i påsken. Vi ønsker naturligvis, at en masse lokale besøger fødevarefestivalen, men vi forventer faktisk også et stort antal gæster fra sommerhusområderne på Djursland, da vi ved, at der typisk er mange, som benytter sommerhusene i blandt andet påskeferien. Vi ser en stor søgning til vores andre fødevarefestivaler fra sommerhusområderne, konstaterer han.

Arrangørerne forventer op mod 4.500 gæster på Gl. Estrup Fødevarefestival, der ved premieren sidste år havde 3.900 besøgende. Arrangementet er en af ægteparrets i alt otte tilbagevendende fødevarefestivaler. De andre er placeret på Hørbygaard gods, Filsø Avlsgaard, Lundsgaard Gods, Nr. Vosborg, Knivholt Hovedgård samt i Kolding og i Spinderihallerne i Vejle.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093