23948sdkhjf

Kreaturslagterier vinder retssag mod staten

Syv års kamp mod Fødevareministeriet er afgjort
Syv år efter at sagen blev anlagt ved EU-Domstolen, har syv danske kreaturslagterier nu vundet en principiel sag mod Fødevareministeriet.

Danske Slagtermestre har på vegne af fem af slagterierne ført sagen mod Fødevareministeriet, mens Kødbranchens Fællesråd har ført sagen for de øvrige to. Ministeriet havde pålagt slagterierne at betale for uddannelse af tilsynsteknikere, der bistår dyrlægerne i kødkontrollen på slagterierne. Branchen fandt, at den ikke kunne pålægges at betale for uddannelse af statsligt personale, og det har EU-Domstolen nu givet den medhold i.

Direktør Lars Andersen fra kreaturslagterikoncernen Hjalmar Nielsen Group er særdeles tilfreds med udfaldet i sagen, der blev anlagt i januar 2009.

- Det viser, at det var en rigtig beslutning at anlægge sagen dengang. Det var der ellers nogle, blandt andet svineslagterierne, som var imod, men med denne dom har det været det hele værd. Dels får vi penge tilbage, dels er det slået fast, at uddannelse er en udgift for statskassen, og at den ikke uden aftale kan sende regningen direkte videre til virksomhederne, siger Lars Andersen.

Torsten Buhl, direktør hos Danske Slagtermestre, er helt på samme linje:

- Det er meget glædeligt, at domstolen er enig med os. Det ville også være stærkt betænkeligt, hvis Fødevareministeriet kunne pålægge virksomhederne at betale for grunduddannelsen af det personale, som ministeriet agter efterfølgende at ansætte til at kontrollere de samme virksomheder, siger Torsten Buhl, som også henviser til, at der skal gælde ens konkurrencevilkår i EU.

De syv slagterier, der nu skal have penge tilbage, er Nordic Beef, Skare, Vejle Eksportslagteri, Danish Crown Beef, Mogens Nielsen Kreaturslagteri samt Hjalmar Nielsen Groups slagterier i Aalestrup og Kjellerup.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078