20 års succes med uændret opskrift
Fødevareklubbens Poul Krabbe er ikke til at stoppe
- Øverst står der, at jeg skal huske at sige, at jeg er beæret over at være der, smiler han.
Og sådan er det hele vejen igennem med 79-årige Poul Krabbe, et af fødevarebranchens mest kendte ansigter, i hvert fald i det jyske trekantområde: Ingen store armbevægelser og ingen hovskisnovski attituder, men masser af lune, humor og viden på rygraden.
I godt 20 år har han været kernen i Fødevareklubben, som han stiftede for ikke at miste forbindelsen helt til fødevarebranchen, da han lod sig pensionere som 58-årig. Det skete efter en eksportkarriere i ikke mindst margarinebranchen
- Jeg havde ikke tænkt, at det var noget, der skulle bruges så meget tid på, og i begyndelsen havde vi cirka 40 medlemmer. Siden er det vokset stille og roligt, så i dag er vi 348, fortæller han om klubben, der er for "virksomheder, private og offentlige institutioner samt myndigheder, der har interesse i at udbygge fødevareindustriens position".
Siden begyndelsen har medlemsskaren bredt sig fra Vejle-området til hele Jylland, og der er også enkelte medlemmer i resten af landet.
Lille timeløn
Med årene har det vist sig, at der ligger en hel del arbejde i at holde sådan en klub kørende. Han får 40.000 kroner om året for sin indsats og indrømmer gerne, at han bruger for meget tid, og at timelønnen ikke er så stor,
- Jeg har aldrig regnet på den, men det tror jeg nok, at min kone har, siger han med henvisning til, at konen gerne vil til at se ham noget mere.
Opskriften har gennem alle årene været stort set uændret: Fødevareklubben tilbyder medlemmerne at deltage i en lang række arrangementer, eksempelvis temamøder, messerejser og virksomhedsbesøg.
- Jeg har ikke evner til at gøre det på et højere niveau - og jeg må nok også sige, at konceptet er så godt, at det ikke ligger i kortene, at der bliver pillet ved det, siger han.
Konceptet er, at møder i Fødevareklubben altid begynder klokken 17, at der så er cirka to og en halv times indlæg af typisk fire foredragsholdere, og at deltagerne slutter af med at spise.
- Det handler i høj grad også om at netværke, og der udveksles i stor udstrækning visitkort, mens vi spiser, nævner Poul Krabbe, hvis officielle titel i klubben er "sekretær".
Populære virksomhedsbesøg
Siden stiftelsen har medlemmerne fået tilbudt i alt cirka 40 virksomhedsbesøg som altid er fuldt booket. Danish Crown i Horsens har set mest til Fødevareklubbens medlemmer - på slagteriet er der kun plads til 50 ad gangen, så klubben har besøgt slagteriet seks gange.
- Hvor længe bliver du ved med at trække læsset i Fødevareklubben?
- Jeg bliver ved indtil videre; på det her alderstrin skal man jo passe på med ikke at snakke for meget om fremtiden.
- Den anden dag så min kone en af mine mails, hvor år 2018 var nævnt. Og så kunne hun jo konstatere, at "nå, så bliver det ikke før 2018, at du stopper ...", siger Poul Krabbe skælmsk.
I så fald har klubben glæde af ham til et pænt stykke på den anden side af hans 80-års fødselsdag, som ligger 2. august i år.