23948sdkhjf

Robotter og marcipan seks gange om dagen

Seks virksomheder, et kvart ton frossen marcipan og nyeste robotteknologi – sådan lyder opskriften på den opsigtsvækkende nyhed, proceslinjen "Fra Muh til Mad", som kan opleves på FoodPharmaTech 2008 11.-13. november i MCH Messecenter Herning.
En unik opsætning og samarbejde mellem nogle af branchens førende virksomheder har resulteret i en kørende proceslinje på messen. Her kan de besøgende følge en forarbejdning fra start til slut som færdigpakket vare.

Frossen marcipan på linjen
- Det er et helt unikt samarbejde, som vi har fået stablet på benene med førende virksomheder omkring proceslinjen i forbindelse med FoodPharmaTech. Oprindeligt skulle der have været kød på linjen, og derfor kalder vi proceslinjen for "Fra Muh til Mad", men af hensyn til hygiejne anvender vi i stedet frossen marcipan som demonstrationsmodel, udtaler projektleder Klaus Erichsen, MCH.

Proceslinjen kører seks gange dagligt og demonstrerer en forarbejdningsproces til industrien, hvad enten det gælder kød, ananas eller piller til medicinalbranchen.

Robotter afløser hænder på båndet
Øget fokus på omkostninger, udbytte og mangel på arbejdskraft gør det nødvendigt for industrien at effektivisere produktionen. Og en af de nyere tendenser som kan opleves på proceslinjen er en picker-robot fra Weber, som løfter marcipanen fra produktionsbåndet og flytter det over i portionsbakker. Det er både en automatisering og rationalisering af arbejde, der mange steder stadig foregår manuelt:

- Et af målene i dag er færre hænder på linjen, og netop her kommer robotten ind i billedet. Robotten giver et kvalitetsløft både i forhold til effektivitet, nøjagtighed og hygiejne. Og især sidstnævnte er der høje krav til i dag i fødevareindustrien, fortæller projektingeniør Flemming Foldager, Multivac, der bl.a. har Weber-robotten med på proceslinjen.

Fra rumfart til proceslinje
Krav om hygiejne og rengøring i fødevare-industrien er højere end nogensinde. Det stiller store krav til produktionsapparaterne – også til FoodPharmaTech's proceslinje. Her vises den nyeste version af en ATP-måler tilkoblet proceslinjen. Måleren tjekker løbende hygiejnen helt ned til selv den mindste bakterie, og vurderer om linjen er klar til produktion eller rengøring:

- Det er den helt nyeste ATP-måler som de besøgende kan opleve på proceslinjen. Den fanger alt og bygger på rumfartsteknologi, som vi altså nu har hentet ned på jorden, og bruger i forbindelse med elektronisk hygiejnekontrol. Og det er der flere og flere virksomheder, der benytter sig af, fortæller marketing manager Finn Nielsen, Ecolab.

Rene hænder og fødder
Linjen viser også en anden tendens, der i øjeblikket vinder markant frem i dansk industri – nemlig indgangsdøre med hygiejnekontrol. Hænderne bliver desinficeret i en maskine og fødderne i et vandbad, inden produktionsfolk og publikum får adgang til selve proceslinjen. Linjen er bygget op i tæt samspil mellem seks leverandører og MCH:

- Det er utroligt spændende at være med i det her samarbejde. Til dagligt er vi konkurrenter. Her får vi sammen skabt et bud på en moderne proceslinje med nyeste løsninger inden for robotteknologi, effektivitet og hygiejne, udtaler Finn Nielsen, Ecolab.

Kilde: Messecenter Herning

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094