Fødevarestyrelsen beslaglægger 150 paller fødevarer
150 paller med bl.a ris, tang, wasabi og soja blev onsdag konfiskeret i København.
På en del af de fundne varer på lagerhotellet var holdbarhedsdatoen overskredet. I butikken på Nørre Voldgade 54 blev det konstateret, at man havde ommærket flere forskellige varer i butikken, for ad den vej uretmæssigt at forlænge holdbarhedsdatoen. Yderligere havde butikken ompakket varer uden at have den fornødne autorisation. Ommærkning og ompakning fandt sted i et lagerlokale under butikken.
Forbrugere bør kassere købte varer
De ommærkede og ompakkede varer er ulovlige at sælge og det kan ikke udelukkes, at forbrugere har købt nogle af varerne. Derfor anbefaler Fødevarestyrelsen, at de bliver kasseret, hvis man stadig har dem liggende, da der kan være en risiko ved at spise varerne.
Det drejer sig om følgende produkter:
* Wasabi-ærter, 120 g poser
* Tofu-pulver, pakke med 85 g
* Nori-tang til sushi, pakker med 10 og 50 blade
* Syltet ingefær med sirup, poser med 500 g
* Kandiserede ingefær, poser med 500 g
* Skovører (spiselige svampe), poser med 80 g
* Japansk øl af mærket Sapporo, dåser med 650 ml
* Forårsløg, poser med 5 kg
* Poser med Hikari-sushiris, poser med 5 kg
* Poser med tangsalat, poser med 250 g
Fødevarestyrelsen har påbudt butikken at kassere de varer i butikken, som er ommærket eller ompakket i strid med reglerne, og er i gang med at danne sig et overblik over de beslaglagte fødevarer på butikkens lagerhotel.
Kilde: Fødevarestyrelsen