Finanskrise rammer også Dong
De store dyk i oliepriserne vil ramme Dongs indtjening i årets sidste måneder, fortæller koncernøkonomidirektør Carsten Krogsgaard Thomsen.
I årets første seks måneder har Dongs division inden for olie og gas, Exploration & Production, tredoblet driftsindtjeningen til knap 2,7 mia. kr. Siden da er olieprisen mere end halveret.
Kvartalsregnskabet vil desuden afgøre, om investeringsplanerne bibeholdes. Dong Energy har overordnet planlagt at investere 50 mia. kr. frem mod 2010.
- Vi har en investeringsplan, som vi fortsætter med. Men det er klart, at hver gang, vi fortager en investering, laver vi en business case og ser på, hvad forudsætninger er for oliepris, dollarkurs, renter osv., udtaler Carsten Krogsgaard Thomsen til avisen.
Kilde: Dagbladet Børsen