Weekendens Food Festival byder på flere oplevelser end nogensinde før
Producenter, kokke og mange andre viser, hvad de kan
De er der allesammen, når den femte udgave af Food Festival i weekenden bliver fyret af på Tangkrogen i Aarhus, hvor der bliver stande i lange baner, og hvor der igen i år også bydes på over 30 workshops og foredrag.
- Jeg er stolt af at kunne sige, at vi i år kommer til at tilbyde gæsterne endnu mere end nogensinde før, siger festivalchef Anna Lund.
Workshops og foredrag bliver afviklet i et nyt område med tre telte, hvor gæsterne blandt meget andet kan få inspiration til at anvende spiseligt tang i hverdagsretter, blande cocktails med en af Danmarks bedste bartendere, eksperimentere med molekylær gastronomi eller tage til ginsmagning med en af Danmarks førende ginproducenter.
I alt er over 250 aktører med til at skabe liv og glade dage på festivalpladsen, som sidste år trak cirka 31.000 besøgende til.
Kendte navne
Blandt de kendte navne, gæsterne kan opleve i år, er folk som Chili Klaus, Morten Falk, Mette Blomsterberg og Timm Vladimir. Sidstnævnte byder fredag aften blandt på en såkaldt Late Night Cook Off, hvor han er vært for en dyst mellem to dygtige - og hemmelige - kokke. De skal på bare en time forvandle tre hemmelige råvarer til spændende og kreative retter
Blandt nyskabelserne på pladsen er Food Festivals eget udviklingslaboratorium, som byder på et professionelt test-set-
up for fødevarer. Gæsterne har mulighed for at smage og teste på tre forskellige produkter. Bagefter kan der gives feedback, og på denne måde er gæsten "med til at forme fremtidens fødevarer".
Et af områderne på festivalpladsen hedder "Danmarks Spisekamre", og her findes i år en nyhed, som festivalchef Anna Lund ikke kan lade være med at fremhæve:
- Djursland har for første gang valgt at markedsføre sig som et samlet område - ligesom for eksempel Bornholm og Thy, der bruger en geografisk afgrænsning til at fortælle, hvem man er. Nu er Djursland også med, og det er jeg rigtig glad for, konstaterer hun.