Problemer i Danisco-handel
De tyske konkurrencemyndigheder siger nej eller kun et betinget ja i 43 procent af sagerne i den fase af godkendelsesproceduren, hvor handlen mellem Danisco Sugar og Nordzucker netop nu befinder sig.
- Det, der typisk sker i en fase to-sag, er, at det bliver godkendt med betingelser, altså at køberen skal sælge noget fra eller kan blive tvunget til at forkorte nogle kontrakter, så andre kan komme ind på markedet, siger Peter Møllgaard, konkurrenceekspert og professor i CBS til Børsen.
Godkendes salget med betingelser kan det medføre en stor risiko for, at hele aftalen enten falder på gulvet eller
som minimum genforhandles, så Danisco risikerer at få en væsentligt lavere pris.
Hverken Danisco eller Nordzucker ønsker at kommentere tallene nærmere, men siger til avisen, at de regner med, at handlen godkendes uden betingelser.
Kilde: Dagbladet Børsen