23948sdkhjf

Mindre papirkontrol hos fødevare-virksomheder

Omkring 40.000 små og mellemstore detailvirksomheder slipper for en masse papirarbejde, når kravene til virksomhedernes skriftlige dokumentation nu lempes.
De nye regler gælder for slagtermesteren, bagersvenden og pizzamanden, oplyser Fødevareministeriet.

Dermed fortsætter ministeriet de lempelser af egenkontrollen som samtlige Folketingets partier står bag i forbindelse med forenklinger på fødevareområdet og som har fået ekstra fokus med Fødevareministerens projekt ’Meld de meningsløse regler’.

Selv om de små virksomheder nu får det nemmere med deres papirarbejde, bliver der ikke slækket på fødevaresikkerheden.

- Fødevarevirksomhederne skal stadig væk have fuldstændig tjek på at de varer, de fremstiller og sælger, er sikre for forbrugerne – eksempelvis, at varerne er i orden og hurtigt kommer på køl, når de modtager dem, understreger Fødevareminister Eva Kjer Hansen.

- Det nye er, at de ikke behøver at skrive ned og krydse af, at de har gjort rent eller har en nedskrevne procedurer for, hvordan de fortæller en ny bagersvend, at han skal vaske hænder. Dermed bliver der mere tid til at lave sikre, sunde og velsmagende pizza’er og postejer frem for at bøvle med papirnusseriet, siger Eva Kjer Hansen, der med omlægningerne nu tillemper den danske fødevarekontrol til det niveau, der gælder i resten af EU.

Også en ændring af bødeforlæg
Også bøderne bliver ændret med de nye regler fra Fødevareministeriet. Det vil fortsat være sådan, at jo større trussel mod fødevaresikkerheden en overtrædelse udgør, jo større er bøderne. Til gengæld straffes små virksomheder mildere end de store fødevaregiganter og får fremover bøder der bedre matcher deres omsætning.

Alvorlige overtrædelser af reglerne om fødevaresikkerhed straffes fortsat hårdt, mens der ses med mere milde øjne på bagatelagtige førstegangsforseelser. Tilsvarende vil virksomheder, der ikke kan finde ud af at værne om forbrugernes fødevaresikkerhed kunne blive påbudt at udarbejde skriftlige procedurer for større dele af deres egenkontrol. De individuelle stramninger til en virksomhed kan komme, hvis Fødevarestyrelsens kontrollører skønner, at det er nødvendigt for at få virksomhederne til at rette ind efter reglerne.

Kilde: Fødevareministeriet

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078