23948sdkhjf

Udfordrende år for Toms

Årets resultat efter skat er faldet fra 75,4 mio. kr. til 11,3 mio. kr. i 2008.
I perioden faldt nettoomsætningen også en smule til 1.343,7 mio. kr. mod 1.389,3 mio. kr. året før, hvilket er en tilbagegang på 3,3 %. Resultatet er langt fra tilfredsstillende, og Toms Gruppen forventer en positiv udvikling i 2009.

- Resultatet er ikke tilfredsstillende, siger Jesper Møller, administrerende direktør for Toms Gruppen A/S. Han peger på flere årsager til tilbagegangen:

- Indkøringen af nye og moderniserede produktionsanlæg medførte uforudsete forhøjede produktionsomkostninger, og salget af sæsonvarer i de to sidste måneder af året blev betydeligt ringere end normalt. Endvidere var avancen på det danske marked lavere end i de foregående år. Selvom 2008 blev et udfordrende år for Toms, mener vi, at vi har fået lagt de fleste af problemerne bag os, og at vi vil se en forbedring i 2009. Anthon Berg står bedre rustet til at deltage i kampen om markedet for chokolade af højeste kvalitet, og inden for lakrids og vingummi har vi lanceret Nellie Dellies, som er de mest kaloriereducerede produkter i kategorien, siger Jesper Møller.

Toms afsluttede i løbet af 2008 et omfattende investeringsprogram med primær fokus på chokoladefremstillingen i Ballerup, hvor der nu produceres nye grundchokolader af meget høj kvalitet. Samtidig blev en del pakkeprocesser automatiseret.

Transformationen af Anthon Berg mærket blev videreført med lancering af en ny markedsføringsplatform og åbning af egen butik, A Xoco, på Gl. Kongevej 115 i København. Produkterne i den nye serie fra Anthon Berg vandt prisen som ”årets nyhed” ved Chokoladeselskabets festival.

Endelig fortsattes arbejdet med social ansvarlighed i Ghana, hvor det lykkedes at etablere fuld sporbarhed af kakaobønnerne ud til de distrikter hvor de opkøbes.

I løbet af året solgtes yderligere 10,5% af aktierne i det tidligere Toms UK, således at ejerandelen nu er 5 %.

I selskabets bestyrelse er Villy Rasmussen valgt som ny formand efter Jens Bigum, som er udtrådt, men fortsætter i bestyrelsen for Gerda og Victor B. Strands Fond, selskabets ejer. Terje List er valgt som næstformand. Nyt medlem af bestyrelsen er Ulrik Bülow. Udtrådt af bestyrelsen er Michael Ring.

Kilde: Toms Gruppen / www.toms.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093