Medarbejdertrivsel hjælper Jan Bach Maskinfabrik ud af krisen
Anti-finanskrise: Øget fokus på trivsel skaber fornyet arbejdsglæde hos Jan Bach Maskinfabrik i Skælskør. Og en fælles ekstra indsats har banet vej til helt nye kunder.
- Vi kunne som så mange andre steder mærke en nedgang i ordretilgangen kort efter nytår, men dette fik ikke lov at slå os ud af kurs. I stedet satte vi hovederne sammen og prøvede at tænke nyt og kreativt, for at klarlægge hvilke muligheder vi havde. Vi blev enige om, at der er masser af muligheder, hvis man bare tør og vil, fortæller virksomheden til Food Supply.
Virksomheden har primært brugt sin energi på øget medarbejdertrivsel og fokuseret salgsarbejde.
Optimisme øger effektiviteten
En effektiv produktion er afhængig af et stærkt personale, som er tilfredse og motiverede til at arbejde. Og mediernes omtale af finanskrise og massefyringer er ikke gået nogen forbi, heller ikke i Skælskør. Derfor har ledelsen hos Jan Bachs Maskinfabrik stræbt efter at udvise optimisme og en tro på fremtiden, hvilket har udløst følgende initiativer:
- Personalehåndbogen er blevet opdateret med helt nyt design
- Per 1. marts er der implementeret et helt nyt differentieret lønsystem, hvor det er blevet muligt at belønne den enkelte medarbejder for dennes individuelle kompetencer
- Flere medarbejdere har været på kursus
Salgsafdelingen har øget fokus på nye kunder
I den sidste tid har salgsafdelingen indført nogle faste møder for at kunne diskutere markeder og beslutte, hvor der skal sættes ekstra ind. Den indsats har givet pote. Virksomheden skaber dagligt nye kontakter og erfarer, at det betaler sig, at gøre en ekstra indsats.
Samtidig med det opsøgende arbejde har man hos Jan Bach Maskinfabrik også brugt energi på at pleje relationerne til de i forvejen loyale kunder.
- Det er vigtigt for os at vise dem, hvor vigtige de er for virksomhedens eksistensgrundlag, lyder begrundelsen.
Nye investeringer
Trods krisetid betyder det stadig meget for Skælskør-virksomheden at være på forkant med den teknologiske udvikling og derfor har man investeret i et 5-akset FMS-anlæg. Maskinen øger kapaciteten væsentligt inden for fræsning og giver optimal mulighed for 5-akset bearbejdning og masseproduktion. Der er nu to faste operatører tilknyttet.
Alle tiltag har ført til flere ordrer i bogen og fortsætter tingene i den rigtige retning varer det ikke længe, før virksomheden kommer til at mangle flere mand i produktionen. Optimismen vil ingen ende tage hos den handlekraftige maskinfabrik.
Send os din historie – og vind store præmier
Du vil i den kommende tid kunne læse flere historier om virksomheder, der har brugt finanskrisen som en mulighed for at gå i offensiven. Vi vil også gerne høre, hvad din virksomhed har gjort for at komme styrket ud af krisen. Send os din historie på og vær med i konkurrencen om annoncering til en værdi af 20.000 kr .
Læs tidligere anti-finanskrise artikler:
VO Investerer sig ud af krisen