Advarsel mod kosttilskuddet Fortodol
Fødevarestyrelsen har fået kendskab til, at kosttilskuddet Fortodol, der kan give leverskader, også bliver markedsført under tre andre produktnavne.
- Leppin Miradin
- Leppin Miridin
- Re-lev-it 90 capsules
Fortodol har vist sig at indeholde det ulovlige lægemiddelstof nimesulid i flere partier, som er solgt i de nordiske lande, herunder i Danmark.
Fødevarestyrelsen har derfor flere gange inden for den seneste måned advaret forbrugerne mod at indtage kosttilskudsproduktet Fortodol, på grund af risikoen for akutte leverskader.
Fødevarestyrelsen advarer derfor også mod at indtage produkterne Leppin Miradin, Leppin Miridin og Re-lev-it 90 capsules, da der i praksis er tale om det samme produkt og sundhedsrisiko.
Produkterne er ulovlige i Danmark, og Fødevarestyrelsen har ikke fundet dem her i landet, men ved at de bliver markedsført på udenlandske hjemmesider.
Fødevaremyndighederne i England, Irland og Tyskland har også advaret mod disse produkter på deres hjemmesider.
Har du taget Fortodol (evt. solgt under et af ovennævnte produktnavne) og oplever du bivirkninger, skal du straks opsøge egen læge for at få kontrolleret din leverfunktion.
De svenske lægemiddelmyndigheder har på deres hjemmeside henvist til følgende mulige bivirkninger af nimesulid: Dårlig appetit, kvalme, opkastning, ondt i maven, træthed, mørk urin og gul farvet hud.
Kilde: Fødevarestyrelsen / www.foedevarestyrelsen.dk