PanPac minimerer reklamationer for Brdr. Hartmann
Nordjyske PanPac Engineering har i tæt samarbejde med Brdr. Hartmann udviklet et nyt pakkeanlæg, der minimerer æggebakkeproducentens reklamationer markant. Går alt efter planen vil det nye anlæg kunne åbne døre til flere af Hartmanns fabrikker verden over.
Et minimum af reklamationer
Udviklingsprojektet tog således udgangspunkt i at afskaffe en plastikstrap, som Brdr. Hartmann i dag bruger til at binde æggebakkerne sammen. Den holder på bakkerne, så de kan stables i bundter og arrangeres på paller. Ulempen med denne løsning er, at de kan gnave sig gennem flere lag og dermed beskadiger de færdige æggebakker.
Nordjyske PanPac kan i dag stolt præsentere en løsning, der minimerer disse reklamationer markant.
- Vi har udviklet en helt ny og mere fleksibel teknik, hvor antallet af beskadigede æggebakker nærmer sig nul, siger Uffe Nielsen, Sales- & Marketing Manager hos PanPac Engineering.
Plastikstrappen er afskaffet og æggebakkerne bliver i stedet viklet med en tynd plastic-folie i en horisontal strækfilmomvikler.
Optimering over hele linjen
Til det færdige anlæg indgår der både nogle af Hartmanns eksisterende moduler samt nogle helt nye. PanPac har arbejdet på at optimere flere af processerne og har bl.a. anvendt deres egen Fuji Ace palleteringsrobot til at indgå i den færdige løsning.
- Det er PanPacs egne programmører, der står for programmering af hele anlægget, oplyser Uffe Nielsen og supplerer samtidig, at anlægget kan pakke godt 600 bundter i timen.
Afgang til Finland
De to nye pakkelinjer fylder godt op i virksomhedens montagehal i Pandrup. Da Food Supply gæster virksomheden, er montørerne i færd med at tjekke op på de sidste detaljer, inden anlægget skal pakkes sammen og transporteres til Finland i to store sættevogne.
- Vi er meget spændte på at få respons på de nye pakkelinjer. Samarbejdet med Hartmann er forløbet så godt, at vi øjner en mulighed for at komme til at stille flere af netop denne type anlæg op på flere af Hartmanns fabrikker.
I første omgang skal fabrikken i Finland afprøve, analysere og vurdere anlægget, og herefter vil det vise sig, om der er potentiale til flere ordrer til den nordjyske virksomhed.
Nye projekter i støbeskeen
Anlæggets afrejse til Finland sker i god tid, da PanPac behøver plads til helt nye projekter i sin montagehal. Næste kunde er fiskefodervirksomheden Biomar og herefter behøver marmeladeproducenten Igos hjælp til palletering af spande og dunke.
PanPac har tidligere haft sit hovedfokus på kunder inden for byggeindustrien, men har sadlet om i takt med det generelle lave aktivitetsniveau indenfor denne branche i øjeblikket.
- Levnedsmiddelindustrien har ikke i samme grad været påvirket af den globale økonomiske krise, og derfor har vi flyttet vores hovedfokus hertil lige pt., afslutter Uffe Nielsen.
Ud over palleteringsanlæg er Pan Pac Engineering totalleverandør inden for bl.a. FFS sækkefyldeanlæg, ventilsækkeanlæg, sækkefyldeanlæg til åbne sække, Big Bag-anlæg, fuldautomatiske folieviklere mv.