Danskernes spisevaner tynger miljøet
Danskerne spiser kød i stor stil, og det er en vane, der tynger miljøet, idet kødproduktion udleder meget CO2.
- Det er en væsentlig del af C02-udslippet, der kommer fra kødindustrien, så vi må lægge vores levevis om og spise lidt mindre kød, siger Jacob A. Sterling, miljøfaglig chef i Verdensnaturfonden, til Berlingske Tidende.
Betragtningen falder godt i tråd med, at FN’s landbrugsorganisation for nylig har dokumenteret at verdens kødproduktion står for 18 procent af al CO2-udledning, skriver Fyns Amts Avis.
At danskerne godt kan lide kød ses af tallene fra Danmarks Statistik. Tallene afslører, at danskerne sidst år i gennemsnit tyggede sig igennem 86,5 kg kød.
Kilde: Berlingske Tidende / Fyns Amts Avis