23948sdkhjf

Dansk Supermarked nedlægger 55 stillinger

Fra 1. oktober stopper al kødopskæring i Vejle.
Fra 1. oktober 2009 vil aktiviteterne med forarbejdning og udskæring af okse- og kalvekød til føtex og Bilka varehuse i hele Danmark blive varetaget af Danish Crowns oksekødsdivision i Husum, Tyskland.

Op til 55 stillinger nedlægges, og yderligere et antal jobfunktioner flyttes til Dansk Supermarkeds indkøbs-organisation i Århus. DS Vejle opretholdes som ferskvarecentral, modningslager og kvalitets-enhed med i alt godt 115 tilbageværende jobs.

- Kvalitet og pris er afgørende i konkurrencen om danskernes indkøb af kød. Dansk Supermarked har Danmarks bedste kvalitet, men vi står samtidig med et stort produktionsapparat, der risikerer at fordyre vore produkter hos forbrugerne. Derfor vil vi fremover sikre kvaliteten ved alene at fokusere på indkøb og modning af kød - og på slagter-håndværket i varehusene, siger indkøbsdirektør Claus Ravnsbo.

Den lokale ledelse, slagterstaben og de ansattes organisationer blev fredag orienteret om nedlæggelsesplanerne. Også det regionale beskæftigelsesråd orienteres, og der nedsættes særlige forhandlingsudvalg i henhold til reglerne for kollektive afskedigelser.

Indkøbsdirektør Claus Ravnsbo beklager, at medarbejdere i kødopskæringen rammes af beslutningen.

- Medarbejderne har alle dage været et stort aktiv. Både individuelt og som gruppe er de præget af stor dygtighed. Det er alene den samlede økonomi ved et stort produktionsanlæg, der udgør et problem. Vi vil derfor strække os til det yderste for at sikre så mange som muligt jobs andre steder – hvad enten det er i varehusene eller hos leverandører, erklærer indkøbsdirektør Claus Ravnsbo.

Dansk Supermarked tilbyder alle opsagte medarbejdere fortrinsret til relevante ledige stillinger i koncernen, målrettet uddannelse samt hjælp til jobsøgning.

Dansk Supermarked etablerede sin kødopskæring i midten af 1980’erne i Vejle. Anlægget foretager ikke selv slagtninger af levende dyr, men har i stedet opkøbt okse- og kalvekød med henblik på modning og opskæring.

- Kødopskæringen på anlægget i Vejle har været en afgørende faktor i at sikre Danmarks bedste kødkvalitet. Men det er i dag for tungt og ufleksibelt for en detailkoncern at drive en egentlig produktionsvirksomhed. Det er vi nødt til at overlade til industrien, der har bedre mulighed for at sikre effektivitet og produktudvikling, siger indkøbsdirektør Claus Ravnsbo.

Foto: Danish Crown

Kilde: Dansk Supermarked

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079