Hvad med en emballage-hotline?
Dette spørgsmål rejser Helga Møller, direktør i Dansk Varefakta Nævn, for at komme problemer med vildledende emballage til livs.
Baggrunden er et udspil fra fødevareministeren tidligere på året. Ministeren foreslog ved den lejlighed muligheden for en forhåndsgodkendelse af emballager for at undgå vildledende informationer og illustrationer.
- Det er dejligt, at ministeren har øje for problemerne med emballage, der ikke lever op til lovens krav. Men vi er skeptiske over for, at en forhåndsgodkendelse er løsningen.
Dansk Varefakta Nævn frygter, at en egentlig godkendelsesprocedure vil trække ud i op til flere måneder, og det vil være uforeneligt med producenternes ønsker om hurtig sagsbehandling.
- En hotline vil også give producenterne og deres rådgivere mulighed for at gå i dialog med myndighederne om emballagen, mens en godkendelsesordning vil kræve, at emballagen er helt færdig, før den bliver vurderet. Hvis den så viser sig ikke at blive godkendt, kan det være et stort arbejde for producenten at lave emballagen om, siger Helga Møller.
Kilde: Dansk Varefakta Nævn / www.varefakta.dk