Carlsberg viser fin form
I årets første halvår har bryggerigiganten forbedret sin overskudsgrad og den organiske indtjeningsvækst markant. Forventningerne til årets salg nedjusteres dog en lille smule.
Omsætningen nåede i andet kvartal 17,6 mia. kr. mod 17.5 mia. kr. i andet kvartal 2008. Analytikerne havde dog ventet en omsætning på 17,9 mia. kr.
Resultatet af den primære drift før særlige poster landede på 3,7 mia. kr. mod 3,2 mia. kr. i samme periode sidste år. Og det var mere end ventet fra analytikerne, der i snit havde forventet et resultat på 3,2 mio. kr.
- På baggrund af forventninger om udfordrende markedsforhold gik vi ind i 2009 med skarpt fokus på vedvarende effektivitetsforbedringer. Vi har gennemført en lang række tiltag, og vi er tilfredse med de flotte resultater for indtjening og pengestrøm i 1. halvår. Vi er godt på vej mod at få opfyldt vores forventninger uden at gå på kompromis med Carlsbergs ambitioner om at øge værdien af vores varemærker og levere kontinuerlig resultatvækst, udtaler koncernchef Jørgen Buhl Rasmussen i en kommentar til regnskabsmeddelelsen.
Carlsberg øgede i hele perioden sin markedsandel på de fleste markeder i såvel Asien som i Østeuropa, herunder især i Rusland. Samtidig fastholdt bryggerigiganten sin overordnede markedsandel i Nord- og Vesteuropa.
Kilde: Kvartalsregnskab / Carlsberg Group