Nyt om navne: Fra Fleggaard til Føtex
43-årige Niels Sterndorff bliver ny salgs- og marketingdirektør for Føtex. Han kommer senest fra en stilling som adm. direktør for Fleggaard Detail i Kruså.
Placeringen af både salgs- og marketing-ansvaret hos samme direktør er ny i Føtex. Men Niels Sterndorff har i sine fem år i Fleggaard-koncernen netop markeret sig som en skarp marketingstrateg.
Han stod bag grænse-supermarkedernes opsigtsvækkende reklamekampagne med letpåklædte kvinder – en satsning, der gav betydelig omtale og skabte stor trafik på kædens hjemmeside.
Niels Sterndorff forlod Fleggaard-koncernen i maj efter fem års ansættelse. Han får reference til Føtex' øverste direktør Carsten Hansen og tiltræder pr. 31. august i år.
Den hidtidige marketingchef i Føtex, Ole Dissing, skifter efter hele 18 år med ansvar for Føtex' reklame- og marketingaktiviteter til en tilsvarende stilling i Bilka.
Kilde: Dansk Supermarked / www.dsg.dk