23948sdkhjf

Danisco investerer stort på hurtigvoksende kulturmarked

Danisco planlægger investeringer på i alt 60 mio. euro for at øge den nuværende produktionskapacitet for mejerikulturer med mere end 2000 tons over de næste tre år.
Investeringerne skal imødekomme den stigende efterspørgsel efter frosne og frysetørrede Direct Vat Inoculants (DVI) og styrke Daniscos førende markedsposition som leverandør af mejerikulturer. Den ekstra kapacitet placeres dels i Nordamerika, hvor Danisco er i gang med at omdanne en tidligere enzymfabrik fra Genencor Division til en mejerikulturfabrik, og dels i Europa.

Lønsom vækst
Med en salgsvækst på 9% og en stigning i lønsomheden på 23% sammenlignet med sidste år, oplever Daniscos Cultures Division en hurtigvoksende markedsefterspørgsel, idet flere mejeriproducenter skifter fra traditionelle bulk-starterkulturer til de mere stabile DVI-løsninger.

Den stejle vækstkurve for efterspørgslen drives også af den fortsatte fremgang for health & nutrition, især probiotiske mejerikulturer til kosttilskud og funktionelle fødevarer, udviklingen af naturlige fødevarekonserverende løsninger samt den generelle tendens hen mod mere naturlige og bæredygtige produkter, hvor mejerikulturer nyder fordel af en forbrugervenlig mærkning.

Derudover var opkøbet i 2008 af det amerikanske selskab Agtech Products et vigtigt strategisk skridt mod at øge Danisco Cultures’ markedsindtrængning ved at inkludere mejerikulturer til dyrefoder og andre non-food-markeder i selskabets portefølje.

Optimerede produktionsfaciliteter
- Vi vil accelerere vores time-to-market for at give vores DVI-kunder en bedre service ved at udnytte vores centrale produktionsfaciliteter i Europa og USA, udtaler Doug Willrett, Executive Vice President, Danisco Cultures Division.

Danisco har allerede elimineret flaskehalse i produktionen på flere mejerikulturfabrikker i det forgangne år. De ca. 2000 tons ekstra kapacitet forventes at blive indviet gradvist i løbet af de næste tre år og vil drage fordel af de seneste procesforbedringer udviklet af Danisco.

- Som følge af at Rochester omdannes til en Cultures-fabrik, vil vi kunne spare tid og anlægsomkostninger og være klar i USA i løbet af 2009 siger Willrett.

De planlagte investeringer vil gøre Danisco i stand til at imødekomme den globale markedsefterspørgsel efter mejerikulturer i de kommende år.

Kilde: Danisco / www.danisco.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093