Ingen overraskelser fra Brdr. Hartmann
Delårsrapport: Salgsvolumen i Ægemballage Europa udvikler sig som forventet, men omsætningen er stadig påvirket af udviklingen i valutakurserne.
Koncernen udviklede sig i perioden overordnet som forventet med en samlet nettoomsætning på 675 mio. kr. (2008: 769 mio. kr.) og et resultat af primær drift på 18 mio. kr. (2008: 50 mio. kr.). Afvigelsen i forhold til første halvår 2008 skyldes udviklingen i valutakurserne samt tilbagegang i Industriemballage og Hartmann Technology.
Hartmann fastholder forventningerne til en samlet omsætning i 2009 på ca. 1.400 mio. kr. (2008 realiseret: 1.491 mio. kr.) og en EBIT-margin i niveauet 5-6% (2008 realiseret: 4,4%).
Ægemballage Europa
Ægemballage Europa havde i første halvår en omsætning på 527 mio. kr. (2008: 558 mio. kr.) og et resultat af primær drift på 33 mio. kr. (2008: 57 mio. kr.). Udviklingen skyldes primært negativ valutakursudvikling. Korrigeret for den negative valutakurseffekt og engangsomkostninger i forbindelse med ledelsesændringer i første kvartal 2009 er resultat af primær drift i Ægemballage Europa i perioden øget med 20 mio. kr. som følge af driftsforbedringer.
Ægemballage Nordamerika
Ægemballage Nordamerika havde i første halvår 2009 fremgang på alle områder med en omsætning på 81 mio. kr. (2008: 63 mio. kr.) og et resultat af primær drift på -3 mio. kr. (2008: -7 mio. kr.). Udviklingen skyldes primært øget volumen og et forbedret produkt- og prismiks. Resultat af primær drift før særlige poster for første halvår 2009 er forbedret med 10 mio. kr. i forhold til samme periode sidste år.
Industriemballage
Industriemballage havde en omsætning på 28 mio. kr. i første halvår 2009 (2008: 76 mio. kr.). Udviklingen er forventet og skyldes, at forretningsområdets største kunde udfaser sine indkøb af Hartmanns støbepapemballage frem mod udgangen af 2009. Resultat af primær drift blev 5 mio. kr. i første halvår 2009 (2008: -1 mio. kr.).
Der forventes et lavere aktivitetsniveau i Hartmann Technology. Finanskrisen har medført tilbageholdenhed med hensyn til investeringer i nye anlæg hos forretningsområdets maskinkunder.
Peter A. Poulsen, adm. direktør i Brødrene Hartmann siger om første halvår 2009:
- Resultatet er på niveau med det forventede. Salgsvolumen i vores hovedforretning for ægemballage i Europa udvikler sig som forventet, men omsætningen er påvirket af udviklingen i valutakurserne. Vi kan se, at den underliggende drift er forbedret væsentligt i forhold til samme periode sidste år. Det viser, at vores initiativer inden for automatisering og effektivisering virker efter hensigten. Vi er meget tilfredse med, at der er fremgang på alle områder i den nordamerikanske forretning, hvor billedet for alvor er vendt. I første halvår er omsætningen steget med 30% og indtjeningen øget med 10 mio. kr. i forhold til sidste år.
Trods valutakurspåvirkningerne fastholdes forventningerne for helåret til en EBIT-margin i niveauet 5-6%.
Kilde: Brdr. Hartmann A/S