Føtex sænker priserne
Forbrugerne svigter Føtex under krisen. Derfor sænker dagligvarekæden nu priserne på 1000 varenumre.
- Normalt markedsfører vi især tilbud, der varer en uge ad gangen. Dette er derimod varige og konstante prisfald på mange af de varer, danskerne køber meget af hele tiden, siger direktør Carsten Hansen, Føtex.
Satsningen er en reaktion på, at forbrugerne under krisen har ændret deres indkøbsvaner markant. Mange af de kunder, der før krisen lagde hovedparten af deres indkøb hos Føtex, besøger nu i dag mange forskellige butikker.
- I Føtex har vi hidtil satset mest på at have skarpe ugetilbud. Men tilbud er ikke længere nok. Kunderne vil have tillid til, at prisen på basisvarer er på plads, også når varerne ikke er på tilbud, siger direktøren videre.
Det er især discount-butikkerne, der har haft succes under krisen. Føtex’ topchef understreger dog, at kæden faktisk har ligeså stor en kundestrøm som før krisen. Kunderne køber bare lidt mindre.
Kædens topledelse har taget utraditionelle metoder i brug for at få et klart billede af danskernes nye krise-adfærd: I flere varehuse har ledelsen ganske enkelt samlet tabte dosmersedler ind. Og disse viste, at kunderne ikke bare planlægger, hvad de vil købe – men også, hvor de vil købe varerne.
- Dosmersedlerne viser os, at vi stadig er det foretrukne indkøbssted for mange danskere på grund af de gode tilbud, den gode service og den høje kvalitet hos bl.a. egen bager og slagter. Men de siger også, at prisen betyder mere end nogensinde før. Og det signal er vi nødt til at reagere på, fortæller Carsten Hansen afsluttende.
Kilde: Dansk Supermarked