Årets æble- og pærehøst sat ind
De første æbler og pærer er høstet, og selvom de er mindre end sidste år er de fulde af smag. Og så er der oven i købet flere af dem.
Vejret spiller en vigtig rolle for æblers og pærers udseende og smag. For frugterne bliver bedst, hvis de udsættes for både kulde og varme under modningen, forklarer Laurids Balle.
- Når vejret skiftevis er koldt og varmt, møder æbletræerne hele tiden modstand, fordi de skal bruge lang tid på modningen. Det resulterer i mindre æbler, som så til gengæld har mere aroma og bliver mere intensive i smagen.
Mariehøns hjælper til
Sommerens landeplage, de mange små mariehøns, har været en stor hjælp for æble- og pæreavlerne. De har nemlig fortæret en del af de mange skadedyr, som går i frugterne.
- Og det er vi glade for, både fordi vi har undgået at sprøjte, men også fordi vi har fået nogle flotte, glatte æbler og pærer, der ikke er ødelagt af skadedyr, siger Laurits Balle.
Mariehønsene kommer på arbejde lidt endnu. Høsten strækker sig nemlig over 10 uger fra 12. august til starten af november.
Om sorter og sæsoner
Æblerne plukkes på forskellige tidspunkter i løbet af perioden august til november, hvor Discovery sorten er den første til at plukkes, og de røde Jonagold er de sidste. Sæsonmæssigt strækker æblerne sig fra august til april, og man taler derfor om de tre sæsoner, sommeræblerne, efterårsæblerne og vinteræblerne.
I år spår avlerne om en høst på 26 mio. kilo æbler og 7 mio. kilo pærer, hvilket svarer til henholdsvis 170 mio. stk. æbler og 40 mio. stk. pærer.
Kilde: Gartneribrugets Afsætningsudvalg