23948sdkhjf

Nyt Wefood-samarbejde skal give sårbare unge fodfæste på arbejdsmarkedet

Wefood og Københavns Kommune indleder nu et samarbejde, der skal give sårbare unge erhvervserfaring og udvide åbningstiderne i Wefood på Amager.
Sætte varer på plads, betjene kunder, rengøring og oprydning. Sådan lyder nogle af de arbejdsopgaver som fem sårbare unge kommer til at have ansvaret for, når de hver onsdag åbner Wefood på Amager.

Her skal de, sammen med to lærere, stå for butikkens drift i formiddagstimerne, hvor Wefood ellers normalt holder lukket, da det er svært at finde frivillige.

Det fortæller Folkekirkens Nødhjælp i en pressemeddelelse.

- Vi er så glade og stolte af at kunne være med til at give de unge en platform med masser af ansvar, hvor de kan udvikle sig professionelt og få en føling med, hvordan det er at være på arbejdsmarkedet. Men vi får også en masse ud af samarbejdet, da vi nu kan udvide vores åbningstider, fordi de unge kan bestyre butikken i formiddagstimerne, hvor vores frivillige ikke kan, siger Bassel Hmeidan, projektleder for Wefood i Folkekirkens Nødhjælp.

Ordningen, som de unge er på, hedder ”Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse” (STU) og er en treårig uddannelse, der henvender sig til unge med generelle indlæringsvanskeligheder. Samarbejdet med Wefood er optimalt, da de unge i trygge rammer kan få en masse praktisk erfaring.

- For vores elever er det meget vigtigt at få noget erhvervserfaring i nogle beskyttede rammer, så de kan opbygge selvtillid og komme godt videre i deres liv. Hos Wefood får de mulighed for at øve sig i drift og kundekontakt, og skulle der være noget, er der en lærer med til at støtte dem, fortæller Michael Jacobsen, som er praktikvejleder på Københavns Kommunes Center for Specialundervisning for Voksne, der står for STU’en.

Samarbejdet er en forsøgsordning, der løber i tre måneder hos Wefood på Amager.

- De unge vil stå for butikkens drift hver onsdag fra 10-14. Intentionen er at udvide ordningen, så den også gælder Wefood på Nørrebro og på sigt Wefood i Aarhus, når denne åbner.

- Wefood bliver i dag drevet af ca. 150 frivillige. De frivillige er med i alt fra økonomiplanlægning, transport af mad til salget i butikkerne. Maden bliver doneret af en lang række virksomheder, og der kommer hele tiden nye leverandører til.

- Butikkerne er blevet støttet gennem salg af folkeaktier, som indtil nu har givet omkring 1,9 millioner. Og så har både Roskilde Festival fonden og Poul Due Jensen Fonden doneret henholdsvis en halv og en hel million kroner.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083