23948sdkhjf

Opdateret: Død af færdigret? Tulip føler sig urimeligt anklaget

En pressemeddelelse i sidste uge fra Fødevarestyrelsen har kastet Tulip ud i en gigantisk krise, skriver Ekstra Bladet.

I meddelelsen skrev styrelsen, at forloren hare som frossen færdigret fra Tulip var skyld i et salmonellaudbrud, som har kostet 2 mennesker livet.

Det er ifølge Tulip falsk og udokumenteret.

- Men vi har lidt og lider fortsat meget betydelige omdømmetab og økonomiske tab både herhjemme og på de 120 eksportmarkeder – det altså på baggrund af denne mistanke, som viser sig at være falsk. Vi ønsker at blive renset. Og vi har haft grundige drøftelser med Fødevarestyrelsen, som vi ønsker, vil korrigere sin fejl over for offentligheden, siger Tulips kommunikationsansvarlige Michael Ravn til Ekstra Bladet.

Han fortæller til avisen, at ord som 'death', 'Tulip' og 'salmonella' er blevet set og afkodet på det udenlandske marked og allerede har haft voldsomme omkostninger.

Fødevarestyrelsen har indrømmet, at det er en mistanke. Ikke et bevis. Heller ikke Statens Serum Institut har fundet et bevis.

Et 7 timer langt kontrolbesøg på produktionsanlægget i Aalborg førte ikke til fund af nogen afvigelse.

Og Michael Ravn anfører over for Ekstra Bladet, at der ikke kan findes salmonella i en færdigret, som er forarbejdet ved temperaturer, hvor enhver eventuel salmonellabakterie ville være dræbt.

I et svar til Ekstra Bladet skriver Nikolas Kühn Hove, beredskabschef i Fødevarestyrelsen, at det altid "er beklageligt, når vores virksomheder lider tab. Men hensynet til borgernes sikkerhed kommer først."

Han medgiver, at man ikke har fundet fejl hos Tulip, men anfører også, at man ikke kan frikende det mistænkte produkt.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.09