23948sdkhjf

Nyt netværk ser dagens lys

Stålcentrum etablerer i samarbejde med DS Håndværk & Industri en ny netværksgruppe inden for fremstilling af rustfri ståltanke til levnedsmiddelindustrien.
Virksomhedsnetværket Stålcentrum udvider nu aktiviteterne med endnu en netværks-/arbejdsgruppe, der primært skal styrke konkurrenceevnen hos virksomheder, der producerer rustfri tanke
til brug i levnedsmiddelindustrien.

Tankgruppen
Tankgruppen, som gruppen hedder, skal samle producenter og slutbrugere af tanke for at skabe dialog og erfaringsudveksling. Producenterne er ofte mindre eller mellemstore virksomheder. Derfor har Stålcentrum valgt at samarbejde med DS Håndværk & Industri, som er arbejdsgiver- og brancheforening for 2.400 små og mellemstore industri-, maskin-, smede-, og vvs-virksomheder med i alt ca. 24.000 ansatte.

Den nye arbejdsgruppe får opbakning fra direktør Mogens Andreasen fra LP Kolding A/S, der både er medlem af DS Håndværk & Industri og Stålcentrum. LP Kolding specialfremstiller rustfri ståltanke, procesanlæg og units til fødevareindustrien og den farmaceutiske og kemiske industri.

- En bedre kommunikation fra slutbrugeren til tankproducenterne vil være en stor fordel for begge parter, siger Mogens Andreasen.

Skærpede krav
I mange tilfælde er der for langt mellem parterne, fordi tankproducenten er underleverandør til en virksomhed, der leverer et større produktionsanlæg til fødevareproducenten. Det skaber den faldgrube, at tankproducenten ofte oplever, at den tekniske specifikation er mere eller mindre mangelfuld. Det gælder både de tekniske krav til tanken, finishkrav til overflade og svejsninger samt hygiejnemæssige krav.

Desuden er fødevareproducenternes krav skærpet, så de i stigende grad ligner de krav, som den farmaceutiske industri stiller.

- Samtidig har producenterne ofte specialviden, som slutbrugerne ikke kender og derfor ikke udnytter. Jeg er overbevist om, at en konstruktiv dialog i arbejdsgruppen vil skabe tættere relationer, så de danske tankproducenter kommer til at stå som en endnu mere troværdig leverandør, uddyber Mogens Andreasen.

Kick-off seminar 18. november
Tankgruppen præsenteres ved et kick-off miniseminar den 18. november 2009, kl. 9.00 -12.00. Mødet afholdes på Hansenberg , Tietgensvej 11, 6000 Kolding. Ud over opstart af arbejdsgruppen vil der være et indlæg ”Svejsning af rustfrit stål” ved Product Manager, Torben Henriksen fra Migatronic.

- Seminaret bliver på den måde typisk for Tankgruppens kommende arbejde. Vi skal ikke udvikle nye produkter, det skal producenterne nok selv klare. Derimod skal vi styrke rammerne for et tættere samarbejde, så slutbrugerne foretrækker danske underleverandører”, siger forretningsfører Jon J. Kold fra Stålcentrum, som peger på, at Tankgruppen meget vel kan blive en model for en tilsvarende indsats på andre områder, hvor underleverandører og slutbrugere med udbytte kan sætte sig sammen.

Kilde: Stålcentrum

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.117