Espersen afskediger 22 ansatte på Bornholm
Mistede kontrakter betyder, at fiskefabrikken Espersen må opsige 22 medarbejdere på fabrikken i Hasle.
Årsagen er den hårde priskonkurrence i markedet, hvor konkurrenter kæmper hårdt for at øge volumen i en situation med generel overkapacitet i branchen.
De mistede kontrakter har i flere år dannet grundlag for produktionen på en af virksomhedens produktionslinjer.
- Men nu er der altså ikke grundlag for at opretholde produktionen på linjen. Vi vil naturligvis arbejde for at genetablere en basis for ny produktion på linjen, skriver Espersens koncernchef Klaus B. Nielsen i en pressemeddelelse.
Han understreger desuden, at Espersen ikke har planer om at flytte Espersen Færdigvare fra Hasle. Espersen, der blev grundlagt i 1937 har mere end 1100 ansatte i Danmark, Polen, Litauen og Kina.
Kilde: P4 Bornhom