Carlsberg er i bryggeriernes verdenselite
De fire største bryggerikoncerner kontrollerer over 50 procent af ølsalget i verden. Et af dem er Carlsberg.
Det største er ifølge Plato Logic, der er specialister i internationale ølmarkeder, det belgiskbaserede Anheuser-Busch Inbev.
Nummer to er det sydafrikansk-amerikanske SABMiller, mens Heineken og Carlsberg indtager de følgende pladser.
Et langt stykke nede ad listen, målt på volumen, finder man kinesiske Tsingtao på femtepladsen.
Store opkøb
- Det er især de seneste megahandler, hvor Inbev overtog Anheuser-Busch og Heineken købte det mexicanske Femsa, der har konsolideret toppen af bryggeriverdenen. De nye ”Big 4” har erobret en klar førerposition og sidder på over halvdelen af verdens ølmarked opgjort efter 2009-tallene, lyder det fra Plato Logic.
Carlsberg var ellers på vej til at blive hægtet af i kapløbet om at være en af de bryggerigrupper som kunne overleve som en selvstændig, global brygger, skriver Jyllands-Posten.
Men opkøbet i 2008 af lidt mere end halvdelen af Scottish & Newcastle, sendte i sidste øjeblik igen Carlsberg ind på banen, som et af de mest betydningsfulde bryggerier på verdensplan.
Sidste udkald
- Der er nok ingen tvivl om, at det var sidste udkald for Carlsberg. Havde man ikke slået til med købet af S&N, var Carlsberg endt som et regionalt bryggeri. Men konsolideringen er ikke overstået. De spektakulære opkøb er foretaget, men i Asien er der stadig plads til mange opkøb eller en styrkelse af ejerandelene, siger aktieanalytiker Morten Imsgaard fra Sydbank til Jyllands-Posten.
En overgang troede de store bryggerier, at man skulle tromle sine egne mærker ind på andre landes markeder.
Men den opfattelse ændrede bryggeriet Interbrew, der siden blev til Inbev, på.
Interbrew havde kun få globale mærker og satsede i stedet på de lokale som de opkøbte.
De lokale markeder
Og de øvrige giganter har lært lektien: Vær lokal med de lokale. De fire største bryggerier ejer hver især et par brands eller tre som er globalt kendte.
Men målt på volumen er de største trækheste i porteføljen lokale øl-mærker.
Alene Carlsberg, der sælger multinationale mærker som Carlsberg, Tuborg, Baltika og Kronenbourg, har mere end 500 mærker i sin portefølje, skriver Jyllands-Posten.
I 1998 tegnede de 10 største bryggerier sig for 34 pct. af det globale ølmarked.
I 2008 repræsenterede de samme ti bryggerier 59 pct. af verdensmarkedet.
Verdens fire største bryggerier målt på volumen:
Anheuser-Busch Inbev: 350 mio. hl.
SABMiller: 250 mio. hl.
Heineken: 200 mio. hl.
Carlsberg: 125 mio. hl.
På de følgende pladser, men med langt lavere volumen kommer: Tsingtao (Kina), Molson-Coors (USA), Group Modelo (Mexico), Yanjing Brewery (Kina), Kirin (Japan), Asahi (Japan).
Kilde: Plato Logic.