Arla Foods satser stort i Rusland
Ekspansion på selvudråbte kernemarkeder som Tyskland og Polen trækker ud, men Arla Foods øjner store muligheder for ny vækst i Rusland.
Men det har vist sig meget sværere end antaget i 2008 at komme mere ind i Polen og Tyskland, skriver Børsen.
Rusland tromler afsted
Nu er det i stedet Rusland, der tromler af sted for Arla, mens også Holland siden er kommet til på Arlas landkort.
- Det tyske marked er fragmenteret, men jeg tror, der vil ske meget i sektoren i år, som kan være med til at åbne døre for os, siger Peder Tuborgh til Børsen med henvisning til, at de store tyske mejerier Humana og Nordmilch er i gang med at etablere et samarbejde.
Tilsammen er de to tyske mejerier næsten oppe i nærheden af Arla målt på volumen, men noget mindre målt på omsætning.
- Jeg tror, at de to finder sammen i en fusion i år. I kølvandet på det kan der blive lidt mere appetit fra andre på at gå sammen med sådan nogle som os. Og vi vil gerne lidt videre end analyser og gode samtaler, som vi bruger meget tid på nu, siger Tuborgh.
Springbræt til ny vækst
Arla Foods øgede sidste år omsætningen i Rusland til ca. en halv mia. kr. Målt i den lokale valuta rublen er væksten i omsætningen på 62 pct., mens væksten i volumen er på godt 55 pct.
Det skal nu bruges som springbræt til ny vækst, og det kræver, at man har sin egen produktion i Rusland.
- Det oplagte næste skridt er at starte produktion i Rusland, fordi vi vil være en stor spiller på markedet på længere sigt. Vi har ikke taget beslutningen endnu, men generelt er det sådan, at det er nemmere at købe noget end at bygge en virksomhed op fra grunden, siger Andrew Simpson, der er koncerndirektør i Arla med ansvar for mejeriets aktiviteter i Spanien, Grækenland, Polen og Rusland til Børsen.
Øget salg af Lurpak
Arla lancerede for nylig den største investeringsoffensiv i virksomhedens historie på 1,8 mia. kr.
Rusland er ikke en del af det budget.
Trods hårdt gældspressede andelshavere forsikrer Arlas topchef Peder Tuborgh, at der også er penge til at købe op for i Rusland.
Det dansk-svenske andelsselskab budgetterer i år med vækst i Rusland på 15-20 pct.
Efter i 2009 at have skruet op for markedsføringen af fetaosten Apetina samt af Castello-mærket kommer turen i år til at få mere Lurpak-smør ud i de russiske køleskabe.
Fører til sammenstød
Arlas vækststrategi fører bl.a. til et nyt sammenstød med finske Valio, som Arla også konkurrerer hårdt med i Finland.
Arlas russiske selskab hedder Arla Foods Artis, som er joint venture med en lokal partner.
Arla ejer 75 pct. af selskabet, som blev købt i 2007 efter i adskillige år at have samarbejdet med Artis om distribution af Arlas produkter, skriver Børsen.