23948sdkhjf

Toms hjælper kakaobønnedyrkerne i Ghana

Chokolade- og kakaoindustrien har brugt ca. 75 mio. dollar på at forbedre livet for kakaobønnedyrkere. DI-undersøgelse viser, at det giver øget kvalitet for virksomhederne.
Virksomheder i kakaoindustrien arbejder på at begrænse brugen af børnearbejde og forhindre menneskehandel.

Toms Gruppen A/S er med i flere internationale organisationer, der arbejder for bedre arbejdsforhold i Vestafrika.

Toms har også på egen hånd iværksat projekter til at dæmme op for brugen af børnearbejde i Ghana, skriver DI.

Involvering giver øget kvalitet
– Det er naturligt, når man er aftager af kakao, at man involverer sig i det internationale samarbejde. Men har også ønsket at have vores egne projekter i Ghana, hvor næsten alle vores kakaobønner kommer fra. På den måde kan vi lære mere om forsyningskæden. Et af vores projekter er et stort skoleprojekt, der fokuserer på børn og deres uddannelse. Det laver vi i samarbejde med IBIS, siger administrerende direktør Jesper Møller, Toms til DI.

En undersøgelse fra DI viser, at det giver øget kvalitet for virksomhederne, når man har styr på underleverandørerne.

Og det har også effekt for den enkelte arbejder lokalt, både økonomisk og sundhedsmæssigt.

CSR-projekter er del af forretningsstrategien
– Det hjælper på den korte og den lange bane, men det er ikke sandsynligt, at børnearbejde helt afskaffes inden for nærmeste fremtid. Det er umuligt for virksomhederne at løfte på et helt lands vegne, da mange lande måske nok har love på dette område, men ikke håndhæver dem, siger Christine Jøker Lohmann, konsulent i DI.

I Toms er CSR-projekter blevet en integreret del af forretningsstrategien. De har givet virksomheden erfaring og gode forbindelser til området, hvor råvarerne stammer fra.

Derfor vil der starte nye projekter op, når de nuværende udløber.

– Vi har valgt at engagere os, men vi er helt på det rene med, at man ikke flytter sådan noget her på en måned. Som mindre aftager kan vi ikke sikre alle farmere og alle børn mod uretfærdigheder. Vi kan feje for egen dør, og det gør vi. Men det er en indsats, der tager tid, siger Jesper Møller til DI.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089