23948sdkhjf

Økologiske gourmet-frø kan være på vej fra Agersø

Meyers Madhus, Gartneriet Elmegaard Andersen samt AgroTech vil undersøge muligheden for at producere spiselige frø fra vildtvoksende planter på Agersø.
Der er fokus på sundheden i Danmark, og derfor har flere frøtyper fået en mere fremtrædende plads i madlavningen.

De indeholder mange essentielle fedtsyrer, har et højt proteinindhold, og så er de rige på æteriske olier og aromastoffer.

Nu vil Meyers Madhus, Gartneriet Elmegaard Andersen samt AgroTech undersøge om der kan startes en produktion af gourmetfrø på Agersø.

Helt nye frøtyper på Agersø
Omkranset af Storebælt og med flere solskinstimer end resten af landet, har Agersø et ganske særligt klima. Samtidig er både jordbunden og floraen på øen noget for sig selv. Blandt andet vokser gamle lægeurter vildt på øen.

- Der kan være mulighed for at udvikle helt nye frøtyper på Agersø. Frøtyper, som ikke findes tilsvarende noget andet sted i verden. Gourmetfrøene vil kunne anvendes på helt nye måder i fødevarer og i gastronomien – for eksempel i desserter, til grøntsager og til kosttilskud, siger seniorkonsulent Brian Christensen fra AgroTech.

Kvalitet i yderkantsområder
Udover at skabe et nyt højkvalitetsprodukt, kan projektet fungere som eksempel på yderkantsområder, som danner base for produkter, hvor kvaliteten hænger uløseligt sammen med produktionsstedet.

- Nu kan vi måske skabe en ø-specialitet, hvor vi udnytter Agersøs enestående ressourcer. Kulturhistorien, plantegenetikken og klimaet kan danne basis for en kvalitet, der er i særklasse både i forhold til sundhed og til miljøbevidsthed, siger Brian Christensen.

Det er meningen, at frøene skal produceres økologisk.

Fakta:
Agersø ligger et kvarters sejlads fra Stigsnæs på Sjællands sydvestkyst.

AgroTech er etableret for at styrke udvikling og anvendelse af viden og teknologi inden for jordbrugs- og fødevareerhvervene.

Meyers Madhus har siden 1999 været rammen om et gastronomisk miljø, hvor man er pionerer i den gode smags tjeneste.

Gartneriet Elmegaard Andersen drives nu af 3. generation af familien. Gartneriet er specialiseret i forædling og frøavl af stauder, grøntsager og blomster.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.071