23948sdkhjf

Outsourcing er fyldt med faldgruber

Stålcentrum har holdt temadag om outsourcing. Chefingeniør i Arla Foods fortalte om faldgruberne ved at flytte dele af produktionen til underleverandører i udlandet.
Flyt fabrikken eller produktionslinjen til Ungarn og skær ned for lønomkostningerne.

Det lyder enkelt, men er det ikke.

Outsourcing er en kompleks øvelse, og der er forskellige fordele og ulemper ved det, alt efter hvilken produktion, man kører.

Men strategien vinder frem i den danske industri, og derfor havde virksomhedsnetværket Stålcentrum inviteret til temadag om outsourcing den 4. marts.

Langt fra problemfrit
Dagen bød på en række indlæg fra fagfolk, som har erfaringer med de konsekvenser, der kan følge med, når man flytter dele af produktionen ud.

30 erhvervsfolk var mødt op på Hansenberg i Kolding for at få del i de gode råd.

Først på podiet var Erik Ole Jensen, som er chefingeniør i Arla Foods.

Arla Foods har af flere omgange købt tanke, som er produceret i Kina, og det har langt fra været problemfrit.

En vigtig pointe er, at virksomheder skal sikre sig, at der er kompetencer, der kan sørge for opfølgning og kvalitetssikring, når man køber udstyr i udlandet.

For ofte kan det være et problem, at den leverandør man outsourcer til, ikke kvalitetstjekker sine leverandører.

- Der hvor det går galt, er ofte når der bliver outsourcet ud i flere led, siger Erik Ole Jensen.

Kina er ikke nødvendigvis ringe
Et andet godt råd er ikke at stole på diplomer og certificeringer, som en virksomhed kan fremvise.

Nej, det er kvaliteten af det, de leverer, der tæller.

I den forbindelse viste Erik Ole Jensen flere eksempler på dårligt udført håndværk, f.eks. ringe svejsninger på store ståltanke.

Hans erfaring er også, at det ikke er afgørende for kvaliteten, hvilket land man har outsourcet til.

- Noget fremstillet i Danmark kan lige så vel være noget klamphuggeri, som noget fremstillet i Frankrig eller Kina, siger han.

Typisk designproblem
Et problem Arla Foods ofte har set, er at designerne mangler forståelse for produktionen.

Derfor er det vigtigt at give designeren indblik i arbejdsforholdene i produktionen og at sørge for, at der ikke er for stor afstand mellem designer og fremstiller af udstyret.

En der tegner tanke i Holland, som skal fremstilles i England, har ikke indblik i de lokale produktionsmetoder og forhold.

- Og det kan resultere i at den håndværksmæssige standard ikke er i orden, siger Erik Ole Jensen.

Designeren har måske ikke styr på hvor meget plads, svejseren har brug for til at udføre ordentlige svejsninger.

I den forbindelse viste Erik Ole Jensen billeder af trange kanaler og sprækker i tanke samt hulrum i ben, som det er svært at rengøre.

- Her er der jo nærmest plads til en fuglerede, kommenterer Erik Ole Jensen.

Når outsourcing er en dårlig idé
Overordnet mener Arla Foods chefingeniør, at man skal skelne mellem outsourcing af komponenter og samlede maskiner og anlæg.

Risikoen er størst ved outsourcing af maskiner og anlæg, for giver en virksomhed deres knowhow væk, er der risiko for, at virksomheden dør.

- Hvis du giver en underleverandør indblik i dit samlede knowhow, vil de om ti år vide mere om hvordan, dit udstyret laves, og kan gøre det bedre, og så har du pludselig en konkurrent, siger Erik Ole Jensen.

Proaktiv filosofi
Senior project manager Thomas Okkels fra Grundfos rundede dagen af med at fortælle om opstart og flytning af produktion til Mexico.

Det var en spændende fortælling, hvor Thomas Okkels gav indblik i den komplekse øvelse, det er at flytte en produktionslinje til udlandet.

I Grundfos arbejder man ud fra en proaktiv filosofi, så der var gået mange overvejelser og beregninger forud for flytningen.

Men en af Thomas Okkels vigtigste pointer var, at på trods af det bedste forarbejde, så kan man ikke forudsige alle konsekvenser af en flytning.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.106