23948sdkhjf

Harboe indgår våbenhvile med 3F

Nu er der udsigt til en løsning i sagen om underbetaling af arbejderne på Harboe. DI, bryggeriet og 3F har indledt forhandlinger.
Efter længere tids diskussion om løndumping på Harboe er der nu reel udsigt til en løsning.

I går blev der nemlig afholdt møde mellem bryggeriet, arbejdsgiverne og fagforeningen på fabrikken i Skælskør.

Det bekræfter Bjarne Mortensen, forhandlingssekretær i 3F's Industrigruppe overfor 3F Fagbladet.

- Vi har holdt møde med DI og Harboe og drøftede de problemer, der har været fremme den senere tid, siger han.

Vil afklare sagen
På dagsordenen var underbetaling af ungarere ansat via underentreprenører, som Fagbladet 3F har omtalt.

- Her aftalte vi, at vi nu skal have afklaret hele spørgsmålet om de udenlandske arbejdere på virksomheden. Målet er selvfølelig at finde en løsning, siger Bjarne Mortensen.

Denne løsning skulle gerne komme i hus på et nyt møde mellem de tre parter. Det skal afholdes 24. eller 25. marts.

Ledelsen på Harboe er også godt tilfreds med mødet.

- Jeg synes, at vi havde en god dialog. Vi blev budt op til dans, og så må vi se, om vi kommer til at danse ved næste møde. Der skal jo to til en tango, siger Harboes koncerndirektør, Ruth Schade til 3F Fagbladet.

3F har stadig konfliktvarsler
Forhandlingerne mellem 3F og Harboes ungarske underentreprenør ENT-EXT er ellers brudt sammen.

Derfor er der udsendt konfliktvarsler.

- Når det kom til stykket, var der desværre ikke handling bag de pæne ord, siger faglig sekretær Benny Petersen fra 3F Storebælt.

Der er også varslet konflikt mod en anden ungarsk underentreprenør, Karlwood.

Virksomheden var tilsagt møde om overenskomstforhandlinger i går.

Men ungarerne mødte ikke op og gav heller ikke besked om, at de ville komme senere.

Begge varsler er sat til start umiddelbart efter næste møde mellem Harboe, DI og 3F den 24. eller 25. marts.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109