Økologisk frugt og grønt vinder terræn
Salget af økologiske fødevarer fortsætter med at stige. Særligt økologisk frugt og grønt buldrer frem og er tæt på at indhente mælk, ost og æg.
Salget af økologisk frugt og grøntsager forsætter den kraftige vækst og nåede i 2016 op på 2,3 milliarder kroner, hvilket svarer til en stigning på 26 procent i forhold til 2015.
Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Dermed er frugt og grøntsager tæt på at indhente mælk, ost og æg som den største økologiske fødevaregruppe i detailhandlen.
I alt er salget af økologiske føde- og drikkevarer i detailhandlen steget med 14 procent i forhold til 2015. I 2016 udgjorde salget således 8 milliarder kroner.
Også salget af økologisk vin, spiritus og øl er steget kraftigt med i alt 266 millioner kroner svarende til 43 procent fra 2015 til 2016.