23948sdkhjf

Lollandsk fuldkornsdrik har globale ambitioner

Aqua d'or-millionæren Allan Feldt satser på adskillige juicefabrikker

10 millioner kroner på fire år. Så meget har det kostet at udvikle den perfekte opskrift på den fuldkornsdrik, som lollandske Seimei producerer. Den består af æbler, forskellige bær og fuldkornhavre. Så meget som muligt er produceret lokalt på Lolland.

- Der er ikke andre i verden, der har udviklet og producerer den samme type juicedrik. Det er en slags smoothie 2.0, som ernæringsmæssigt er i top, siger Allan Feldt.

Bag Seimei står Allan Feldt. Han er kendt som manden, der tjente 200 millioner kroner på at sælge halvdelen af Aqua d’or til franske Danone. I dag bruger han det meste af sin arbejdstid på juice-virksomheden i Nakskov.

Penge går til velgørenhed
Seimei fusionerede i 2015 med det lokale lollandske virksomhed Planteriet, som har udviklet fuldkornsdrikken.

- Jeg har været heldig og dygtig i mine tidligere forretninger. Nu vil jeg gerne skabe en bæredygtig virksomhed, der kan understøtte udviklingen i lokalsamfundet på Lolland, og donere midler til velgørenhed, siger Allan Feldt.

Produkterne går under navnet Wish, og hver gang der sælges et produkt, går en procentdel til Wish-fonden, som donerer til almennyttige formål.

Med 14 ansatte og et nyt produktionsanlæg kan Seimei producere op til 6.000 enheder i timen. Juiceproduktionen finder sted i Nakskov i en fabriksbygning, der tidligere var ejet af Koff - moderselskabet bag Kohberg og Nakskov Mill Foods, og som også ejer en andel af Seimei.

Tocifret millioninvestering
Der er investeret et tocifret millionbeløb i blandt andet nye frugt- og grøntpressere, en flowpackmaskine, en linje til fyldning af glasflasker og en blow moulder, der kan blæse plastflasker op umiddelbart inden påfyldningen af juicen.

- Vi vil gerne kunne bruge så meget af vores råvarer som muligt. Vi blæser selv flaskerne, der bliver fremstillet af genbrugsplast.

Seimeis produktionsprincipper kredser om begrebet cirkulær økonomi, som handler om at holde materialer og produkter i det økonomiske kredsløb med den højest mulige værdi længst muligt.

- Vi bruger den overskydende pulp fra juice-presningen til at fremstille små snacks. Vi samarbejder med Nakskov Mill Foods, der ekstruderer pulpen. Det handler om at skabe værdi af råvarerne, i stedet for bare at smide restprodukterne ud, siger Allan Feldt.

- Vi har været ramt af en række forsinkelser i leverancer og er derfor først rigtig kommet i gang med det nye produktionsanlæg i 2017. Vi forventer at ramme et nulpunkt i omsætning og omkostninger i 2018, siger Allan Feldt.

Globale ambitioner
- Vores ambition og drøm er at etablere lokale juicefabrikker rundt om i verden, hvor man forarbejder lokale fødevarer og skaber lokale arbejdspladser.

Indtil videre er der ikke overskud i Seimei, og udsigten til sorte tal på bundlinjen er heller ikke lige om hjørnet.

- Udfordringen er at forbrugerne skal have lyst til at betale lidt ekstra for lokalt produceret frugt og bær. Mange andre producenter henter langt billigere bær i Østeuropa. Men vi tror på konceptet og fortsætter. Vi er glade for samarbejdet med eksempelvis Fejø Frugt, der leverer æbler til vores fuldkornsdrik, siger Allan Feldt.

I dag forhandles fuldkornsdrikken og en række af de andre Seimei-produkter hos blandt andet Kvickly, Føtex og hos de fleste grossister.

- Vi har lige indgået en aftale med SAS om at få vores juice op i SAS’ fly. Det giver os adgang til 700.000 forbrugere, som måske får mulighed for at smage vores produkter for første gang. Det giver en enorm eksponering, siger Allan Feldt.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078